Min teknik var ikke-eksisterende da jeg startede, og nu føler jeg mig sikker i både mit mellemregister og randregister, i hvordan jeg skal synge med maven og ikke min hals. Min stemme er blevet kraftigere, stærkere og har helt klart udviklet sig fra en lille luftig stemme til noget jeg selv er ret stolt over at kunne præstere.
Personligt kan jeg mærke at jeg er mere tilbøjelig til at tage ja-hatten på, og udfordre mig selv. Jeg er blevet mere okay med at synge for andre. Og så er Louise bare sådan en person der bare altid skinner og er glad, og selvom det ikke er så tit, så er hun så god til at hjælpe en igennem ting, der ikke nødvendigvis har med sang at gøre, og det værdsætter jeg rigtigt meget ved hende.
Det var ret vildt hvordan jeg udviklede mig da jeg opdagede mit mellemregister. En dag at gå fra at synge sådan ret standdart til at føle sig selv som en eller anden Adele. For det er bare virkelig en kontakt, en dag falder mønten og man får en åbenbaring, og så kan man et eller andet.
Det overraskede mig også hvor meget der egentligt er at vide om sang, hvor meget man kan lære, og hvor positivt det har påvirket resten af min uge, når en sangtime bare er gået godt.
En ting jeg er begyndt at tænke meget er, at man kan ikke lære noget, hvis ikke man prøver noget nyt, gør noget der er svært. Man kan ikke vinde væddemålet, hvis ikke man satser jo. Det lyder lidt lamt at sige spring ud i det, men det er faktisk bare det der skal til.
Jeg kan ikke helt huske mine første timer, men jeg ved at nu er hun nok en af de oprigtigste sødeste personer jeg nogensinde har kendt eller mødt. Hun er altid så forstående og betænksom og sjov, og så har jeg en teori om at når hun griner kan man høre det over hele København. De sidste 4 år har jeg udviklet et mere personligt forhold til Louise end bare min sanglærer, i mit hoved er hun nærmest sådan en Obi-Wan, så det er ligesom om man bare har en ugentlig aftale med en god ven.