Syng med dine gæster!
Kender du det her?
Gæsterne ankommer, hilser venligt på hinanden. Vi tager et glas og byder velkommen.
Stemningen er venlig og imødekommende, dog lidt tilbageholdt.
Vi skal lige se hinanden an.
Det er faktisk først efter middagen, at stemningen er afslappet og festen rigtig begynder.
Inden vi ser os om, er aftenen omme!
Har I lyst til at skyde jeres fest i gang helt fra start?
Så begynd festen med et skræddersyet sangindslag, som øjeblikkeligt løfter stemningen og ryster gæsterne sammen.
Idéen er simpel: Sammen med jer som arrangører, planlægger jeg et musikalsk sangprogram, som afspejler jeres festlige anledning. Gæsterne behøver overhovedet ikke at være skønsangere. Ideelt til både private fester, som til virksomheds-arrangementer.
Sangprogrammet kan alle være med på!
Stemmerne synges varme med lette, sjove sangøvelser, som samler gruppen og får folk til at slappe af.
Herefter ligger programmet åbent.
Se udvalget til inspiration herunder - og ring så til mig til en snak om, hvordan vi bedst skræddersyr et sangindslag at indlede jeres fest med.
Giv dine gæster eller medarbejderne en sjov, festlig og anderledes oplevelse, som får alle op af stolen og med på sanglegen!
Der er stensikkert samtalestof til resten af aftenen.
Enorm glæde at synge sammen
Det var en fantastisk god oplevelse, og til trods for en mindre skepsis hos nogle af deltagerne, endte alle med at overgive sig til sangen – ikke mindst pga Louise’s fantastiske engagement, dygtighed og ekstremt kyndige ledelse og vindende væsen med lige dele humor og seriøsitet – med kærlige “irettesættelser”.
Det allerbedste var den samhørighed som arrangementet skabte mellem os, og oplevelsen af den enorme glæde det er at synge sammen. Stort set alle har efterfølgende omtalt det som en super god oplevelse – og der foreslås mere fællessang.
Skab en uforglemmelig oplevelse
Arrangeret hit
Sangen vi vælger forud, har særlig betydning for jer, og harmonerer med festens tema og anledning.
Jeg arrangerer sangen ifht. deltagerantal og tidsramme.
Gæsterne opdeles i grupper for flerstemmige uddrag eller særlige solostykker til hver gruppe - og alle kan være med!
Vi varmer stemmerne op med lette og sjove sangøvelser, og løsner krop og sangermod i fællesskab.
En medrivende, sjov og smuk fællesskabsoplevelse - og en absolut favorit ved juletid.
Et arrangeret hit tilpasses præcis jeres anledning og musiksmag!
Lejlighedssangen
Deltagerne får til opgave i mindre grupper at forfatte tekst til et enkelt vers.
Melodi og rammer for tekst er valgt forud, omkring jeres arbejdsområde, en fælles historie (eks: investorfirmaet - 'Money, money, money'). Skriv som I kommunikerer i hverdagen, med fagsprog og indforståede udtryk. Jeg vejleder grupperne undervejs med rim og versefødder.
Alle samles, løsner stemmer og sangmod, og grupperne opfører deres individuelle vers, eks. med et fælles omkvæd.
Jeres lejlighedssang er skabt!
Et sjovt minde, som hentes frem igen ved festlige lejligheder!
Lær en svær
Lær f.eks at synge den traditionelle 'Midsommervise', som vi hvert år til Skt. Hans hakker os forvirret igennem.
Med simple greb, humor og pædagogik viser jeg jer, hvordan I kommer helskindet rundt i melodien - uden pigekor, pianist og karaoketrack - og i samlet flok!
Sangvalget er uendeligt. Det kan være en salme, en ny fra Højskolesangbogen eller en banger med din yndlingskunstner, som alle bare SKAL lære at elske!
Brug indslaget op til eller under en hyggelig aften i gode venners lag!


De sang et arrangeret hit..
En sjov, grænseoverskridende og fællesskabsgivende oplevelse
Idéen var at få en sjov oplevelse til vores personaleseminar. Og det var grænseoverskridende og super sjovt. Og så fik vi muligheden for at kigge ind af et lille nøglehul for hvad og hvordan man synger. Det jeg tog med derfra var måden at trække vejret på, når man vil have meget lyd ud. Sang er på ingen måde min stærke side, men det kunne være sjovt at arbejde med en stærkere og mere gennemtrængende lyd. Det ville især komme til fordel når jeg skal undervise i uderummet. Der kan det være svært at få min stemme til at trænge igennem.
Jeg synes Louise var sjov, imødekommende og guidende med fast hånd – det er jeg fan af. Tak for en skøn, sjov, grænseoverskridende og fællesskabsgivende oplevelse.
En anderledes oplevelse, som vi husker
Vi har sunget, som vi aldrig har sunget før og moret os ved at synge.
Vi er M6, alle tidligere medlemmer af Round Table, nu mumieklub 6. Konceptet er at vi finder på noget sjovt og anderledes når vi holder vores møder.
Det her var også en anderledes oplevelse, som vi husker – vi har ikke prøvet at synge før. Vi blev meget glade for den anerkendelse du gav os. Kunne du mærke hvordan vi lettede? 🙂 Det har været sjovt at kaste sig ud i noget, som vi ikke normalt gør og vi ikke er så gode til. Jeg synes vi er blevet meget dygtige.
God til at få gæsterne med
Tankerne var dels fællessang og hjælp til en sangoverraskelse til fødselaren – en sang, hvor vi selv havde skrevet teksten over en kendt melodi. Betryggende at øve inden selve eventet – der var virkelig gode input til sangen, som vi selv havde skrevet, input til hvordan den bedst synges.
Sangarrangementet gik super godt. Louise er god til at få gæsterne med via sit gode humør og engagement. Hun er en positiv og imødekommende person. God til at lære fra sig. Tydelig i sin kommunikation. En oplevelse af, at kvaliteten er høj.
Vores dag var bare lige med det ekstra … Arrangementet fik det gode humør op i nye højder og det var en sjov fælles oplevelse for gæsterne – og en ekstra stærk oplevelse for fødselaren, som blev MEGET positivt overrasket.
1000 tak for i dag. Vi havde en virkelig god dag sammen med familien og det er ikke mindst takket være dig. 🙂
Sang behøver ikke at være en usikker pendling mellem brummer og kastrat
Tanken var at overraske og bringe 2 personalegrupper ud af deres komfortzone på en ufarlig måde. Lederne havde programsat sangeventet som Ledernes time. 🙂 Lokationen var en spejderhytte, hvor kragerne vender.
På en humoristisk og tryg måde blev vi guidet til sang. Alle (14) følte sig set og hørt, og vi syntes selv vi lød ganske godt. Fællesskabsfølelsen var enorm. Sang behøver ikke at være en usikker pendling mellem at være brummer og kastrat. Med afslapning og rigtig brug af åndedræt virkede det faktisk OK.
Louise var utrolig sød og udstrålede kompetence. Også i aftalefasen var det en god oplevelse. Hun skærmede især de særligt usikre. Jeg får lyst til at prøve at synge for alvor. Måske et kor med audition..
Vi giver den gas fra starten
Vi har haft det sjovt. Og så er vi forhåbentlig blevet lidt bedre til at synge. Vi har kendt hinanden i mange år og derfor er der ikke noget med facader – vi giver den bare gas fra starten. Vi har prøvet at være til grin før.
Det har været en oplevelse og det skal du have stor ros for. Det vigtigste, vi har fået med er jo vejrtrækningsbøvlet dér. De fleste af dem er jo tonedøve. De har aldrig hørt et ordentligt stykke musik. Vi tager imod de tæsk vi får, når du giver os reprimander, ikke. 🙂 Vi nyder det bare og har det godt sammen.
En helt anden slags udfordring end dem vi sædvanligvis løser her
Tusind tak for en herlig optakt til julefrokost. Det var en helt anden slags udfordring end dem vi sædvanligvis løser her, sådan at give sig ud i korsang. Men vi kom igennem takket være din faste, men kærlige styring, og oplevelsen fungerede godt som isbryder.
(Janne): Jeg har sunget før, så jeg kender jo glæden ved at synge. Jeg gik åbent ind til arrangementet, og jeg synes det er imponerende at du kan få et helt pensionselskab til, i en time, at gøre sit bedste for at synge – endda 3stemmigt! Jeg synes det har været hylende morsomt og rigtig hyggeligt.
(Deltager): Mændene trækker sig altid, så snart det kommer lidt tæt på, man skal udstille sig selv, man kan ikke dække sig bag sin faglighed eller løs snak om fodbold.. Halvdelen ved ikke helt, hvilket ben de skal stå på. De er vant til at holde taler og mus-samtaler, men det her er eddermame grænseoverskridende! Det var skidegodt – det er godt lige at blive rystet lidt.
(Louise): Jeg ved jo ingenting om at synge. Altså jeg ved jo ikke hvad en oktav eller et b-stykke er, så man skal lige have lidt mere forklaring. Men selvom jeg normalt ikke kan lide at synge, fordi jeg overhovedet ikke kan finde ud af, så var der nok der var med til det, til at det var okay.
Flovhed forsvinder
Det har været rigtig dejligt – det giver noget glæde at synge, og så synes jeg at ens flovhed over ens sangstemme den forsvinder, fordi man går op i at synge de rigtige steder. Og så er Louise rigtig god til at guide én til at synge rigtigt. Det var en god oplevelse.
(Gæst): Det har været rigtig sjovt, super hyggeligt og meget trygt!
(Gæst): Det var rigtig dejligt at have dig og en god måde at starte en fest på med ens skønne veninder. Det her med at være flov over at synge, det skal man lige henover, men så var det jo bare skidesjovt!
Ice breaker før julefrokosten
Jeg bestilte det netop med tanken om, at det er en god ice breaker, en god idé at gøre noget andet end det man plejer sammen. Sjovt at finde ud af hvor langt man kan nå på en time – at det faktisk kommer til at lyde godt med de 3 stemmer. Det har vi jo aldrig nogensinde prøvet, og det er sjældent at vi prøver at skabe noget helt sammen sådan. Det synes jeg virkelig har været dejligt. Og Louise var virkelig god til at guide det. Mange har efterfølgende givet udtryk for, at det var en virkelig fin oplevelse.
(Detager): Det fungerede som en rigtig god ice breaker – det at komme lidt ud af sin komfort zone. Man griner lidt sammen, ser hinanden på en anden måde – vi er alle ude af vores almindelige element. God måde at starte festen på!
(Deltager): Det var helt fantastisk! Mit humør er lige steget med 70% og jeg overvejer virkelig meget at finde et kor nu. Jeg har indtil nu ikke følt at jeg kunne synge – men det kan jeg måske godt. Jeg synes det var alt for fedt – virkelig sjov aktivitet. Jeg er helt høj. Fedt at få den der følelse af fællesskab til sidst.


De sang deres egen lejlighedssang..
Folk smider hæmningerne
God idé til at ryste folk sammen. Godt med opvarmningsøvelser så folk smider hæmningerne.
(Deltager): Det var bare perfekt. Super optakt til en julefrokost.
(Deltager): Fantastisk sanger og stort engagement. Dygtig til at koordinere musikalsk ubegavede. God oplevelse.
Samhørighed og fællesskab med sangskrivning
Sangarrangementet var optakt til firmaets julefrokost. Der skulle skabes samhørighed og fællesskab med sangskrivning og korarrangement. Det var super fint. Alt fungerede som det skulle. Der var god energi i et arrangement, som gik efter plan. Louise var super pædagogisk og fik omfavnet alle deltagere på en god måde. Kan varmt anbefale Louise til et tilsvarende arrangement.
Surprise-fødselsdag
Vi havde Louise til at føre os gennem sangproces i forbindelse med en surprise-fødselsdag. Det var en fornøjelse fra start til slut og hun var med på ideen fra første sekund. Både hvad angik valg af sange samt metode. Hun opfanger hurtigt præcis hvad det er man gerne vil have. 🙂 Hun er dels meget professionel, samt sjov og imødekommende.
Familiekor for brudeparret
Vi havde brug for at få tilpasset vores sangtekster, så de rimede og så rytmen var afpasset. Jeg oplevede undervisningen som god og engageret. Louise var meget entusiastisk og meget positiv. God til at synge. Vi blev bedre til at synge og turde i højere grad synge til og højere. Vi fik mere tillid til, at vi rent faktisk kunne optræde med vores sang. Brudeparret var meget glade for indslaget.
Det lyder sjovt - det vil vi gerne prøve!
Fællessang
Fortæl mig, hvem I er - og jeg sammensætter et hyggeligt fællessangs-arrangement til jer!
Fællessangs-viften spænder vidt over højskolesange, danske sange og udenlandske radiohits.
Sammensæt ud fra et tema som årstid, højtid, genre - alle jeres velkendte ønskesange og måske en overraskelse.
Afhængig af deltagerantal akkompagnerer jeg eller en hyret pianist på klaver.
Fællessang er et fremragende indslag under festen og når I er rigtig mange.
Book en sanger
Giv din tale til konfirmanden, brudeparret, din elskede eller fødselaren et stærkt minde og tilføj den sang, som siger det hele.
Mangler du sangerfærdigheder og mod til selv at optræde, så kan du hyre mig til at synge din særlige sang til begivenheden.
Kan nemt kombineres med fællessang.
De lærte en svær..
Vi har lært at synge Midsommervisen
Vi har tilbragt en time med at synge, og det har været supersjovt! Folk vidste ikke rigtig hvad de skulle da de kom, men de greb den og de blev guidet godt igennem. Så nu har vi faktisk lært lige præcis hvordan vi synger Midsommervisen. Jeg er sikker på, vi er klar til en hyggelig aften, og give den gas når vi senere skal synge den igen. Der var meget positiv feedback og ros – og de sent-ankomne var overvældede over resultatet.


De sang fællessang..
Julefrokost på museet
Jeg synes det har været fantastisk, og en dejlig måde at indlede julefrokosten på. Jeg kunne mærke, lige da jeg talte med dig og hørte dit grin og din varme, så tænkte jeg at ‘det bliver godt’. Du var også dejlig pædagogisk ifht. at få folk med, og det har jo givet os et lille indblik i stemmetræning og vejrtrækning.
Konference på Københavns Rådhus
Tak for et godt bidrag til vores konference – det satte lidt gang i det hele mellem oplæggene og vi har dig i tankerne, hvis vi får behov for noget lignende en anden gang.
Anbefalelsesværdigt koncept og sangcoach!
Jeg ønskede at vi kunne synge sammen til min fødselsdag. Det gør vi til jul, men ellers ikke så meget. Så tanken var at med støtte fra Louise kunne vi synge de sange, som hver enkelt havde ønsket på forhånd. Louise hjalp os – efter lidt opvarmning – med at synge sammen. Familien på 12 havde spist frokost sammen og Louise gled næsten ubemærket ind og stillede klaver op. Det var en dejlig stemning på tværs af tre generationer, hvor der var sange for alle, fordi hver havde ønsket en. At synge med på hinandens sangønsker og mærke det fællesskab, som Louise var med til at skabe, var lige som jeg havde håbet. Glæde ved at synge sammen.
Louise tog ikke mere tid og rum end nødvendigt, meget hensynsfuld fremtræden. God energi og åben tilgang til den enkelte uden at udstille. Anbefalelsesværdigt koncept og sangcoach!
Fællessang ved Diamantbryllup
Kære Louise, Blot en hilsen og tusind tak for en rigtig fin oplevelse igår! Det var meget populært – mine forældre har fået rigtig gode tilbagemeldinger fra gæsterne og de/vi er alle meget begejstrede for din undervisning og instruktion! Gode sange – alt var perfekt! Tak for det og god weekend.
Fik alle med
Vi startede festen med fællessang som Louise stod for. Det var en sjov oplevelse, som skabte glæde og godt humør hos gæsterne og Louise er god til at ‘få fat’ på flokken og skabe god stemning. Samspillet mellem Louise og pianisten Catrine var smittende. Louise er dygtig vokalt og fik alle med. Vi fandt numrene i fællesskab, hvilket gjorde det nærværende. Fantastisk oplevelse. Der er kommet rigtig mange meget positive tilbagemeldinger på netop sangen – så stor applaus herfra.
God stemning og smil hele vejen rundt
Vi startede årets sommerfest med et sangevent med Louise. Vi er en blandet flok på tværs af alder, køn og arbejdsopgaver – og havde den mest fantastiske oplevelse.
Louise og jeg havde på forhånd valgt nogle sange ud, som langt de fleste kendte og kunne synge med på. Hun ledte os med godt humør og stort overskud, gennem opvarmning og fællessang. Det var en kæmpe fornøjelse og der har kun været positiv feedback fra kollegerne – også de, som umiddelbart var skeptiske. Man KAN bare ikke være sur, når man synger – og slet ikke i selskab med Louise. 😀 Det allerbedste var, at hun hurtigt læser rummet og får alle både inkluderet og involveret. Der blev både sunget, vugget og grint. Vi gik derfra med god stemning og smil hele vejen rundt. Det er ingen kunst at holde fest med sådan en start!
(Mette Juhl Jensen): Det var fantastisk befriende at få lov at stå og synge gamle kendinge og nyere sange. Louise var virkelig god til at få alle med, og hun sprudler af glæde og energi, og det gode humør smittede af på alle.
(Anne Line Nielsen): Lørdag var jeg sammen med mine kolleger i NEF deltager i et fantastisk sangevent med Louise Bøttern og pianist. Fra start til slut leverede Louise et pragtfuldt humør, stor energi og super, sympatisk engagement og fik os alle “med på melodien”. Louise favnede alle – både de små og store stemmer – og fik fællesskabsfølelsen til at blomstre. Tak for den dejlige oplevelse :-).
Stemning, grin og fællesskab
Louise sang med alle gæsterne ved mine forældres guldbryllup. Hun skabte en fantastisk stemning med grin og fællesskab, og alle gæsterne nød fællessangen rigtig meget. Det var en kæmpe fornøjelse at have Louise med på dagen og jeg kan varmt anbefale hende.
250 feststemte mennesker
Louise og Catrine har netop underholdt ved vores julefrokost, og det var en stor succes. Efter en kort, grundig opvarmning, lykkedes det dem at få 250 feststemte mennesker til at synge med på både danske og udenlandske julesange – og alle nød det. En anderledes teambuilding oplevelse perfekt udført af to dygtige og sympatiske kvinder. Og Louise gør en god figur på en scene med både humor og entusiasme. Jeg kan varmt anbefale at prøve det til næste firmafest.
(deltager) Great crowd control!


Har du en lysende idé?
Hvad enten du er fuld af idéer, eller helt blank på dem..
- Vil I gerne have besøg af mig med et sangevent, så lad mig endelig høre fra dig.
Sammen sporer vi os ind på det helt rigtige sangindslag til netop jeres arrangement!
Udfyld formularen og I hører fra mig med et bud på et skræddersyet sangevent.
Glad for jeg tog chancen og bookede dig
Tanken var et sjovt sangindslag ved min 60 års fødselsdag. Det var super sjovt og lærerigt – og det er faktisk er sværere at synge end blot åbne munden og få lyd ud. Der er rigtig mange facetter i det.
Louise er meget imødekommende og ligetil, og virkelig tolerant og forstående overfor, at det er i et festligt lag hun skal undervise. Jeg vil bare gerne sige tak for oplevelsen, og jeg er glad for, at jeg tog chancen for at booke dig. Ofte gør man det jo på baggrund af andres erfaringer, men jeg kendte ikke til konceptet eller til Louise, så det var lidt et sats, men et godt et af slagsen. Jeg vil helt klart anbefale konceptet og Louise til andre.

Fotos fra Kbhs Rådhus: Freja Wille

Referencer:












