Mødt som menneske før det handler om sang

Jeg havde brug for hjælp til at definere, hvad mine udfordringer udsprang af, og få de tekniske greb, der var relevante for mig for at blive en bedre sanger. Før brugte jeg helt sikkert flere kræfter, hvor jeg nu bruger energien anderledes og “økonomiserer” med vejrtrækningen. At lære at bruge støtten og det at holde kroppen åben har givet det største ‘før og nu’.

Jeg ved i højere grad hvad jeg gør, når jeg synger, hvilket giver mig tillid til at lege med at eksperimentere og improvisere. Tør synge en sang på min egen måde frem for at kopiere hvordan sangen oprindeligt synges.
Det har overrasket mig, at det at sende energi afsted ikke er det samme som at være anspændt. Hvor meget ansigtsmusklerne har betydning, og hvordan man kan “placere” vokalen forskelligt og gøre tonen snæver eller bred ifht. luftstrømmen. Hvor langt man kan nå bare med intentionen, og at det kan være en genvej til at nå målet, uden at skulle forstå teorien bag.

Louise er den mest omfavnende, varme person, og hos hende er man i de tryggeste hænder. Når jeg træder ind i rummet, er hun god til at fornemme, hvordan jeg har det idag, og møde mig i det. Synes det er vigtigt lige at blive mødt som menneske, før det handler om sang. Hun kan altså både hjælpe med det tekniske, men også alt det følelsesmæssige, som hører med.

Hun forstår, hvad man har brug for hjælp til, ofte uden at man overhovedet selv kan formulere det. Hun er utrolig god til at se lige præcis de udfordringer man har som sanger. Det er virkelig sjovt, fordi man ikke starter fra bunden med alt mulig teori, men tager fat i det relevante hen ad vejen, som giver mening ud fra ens udfordringer. Der er plads til fejl, og man tør generelt mere. Vi arbejder meget mere med kroppen frem for hovedet, og det gør, at man kan lære hurtigere. Det er meget motiverende, at hun forstår balancen mellem at fokusere på udfordringerne, men samtidig udvikle på de stærkere punkter.

Jeg er virkelig glad for at gå der, for udover sangen er der plads til dybe samtaler. Når man træder ind i rummet kan man mærke, at det er isoleret fra omverdenen, så jeg tør være helt sårbar og følsom. Fordi man tør være helt ærlig med sig selv og åbne op, når man står der, går jeg altid derfra lidt rørt over situationen, kan bedre mærke efter og generelt møde mig selv blødere, hvilket jeg normalt kan have virkelig svært ved. Hver gang jeg går ud derfra har jeg sådan en følelse af at have været til massage eller noget andet rart for sjælen, og det føler jeg mig så taknemmelig for. Så det betyder meget mere end bare at blive bedre til sang, at være der.