Jeg er jo lige startet til solosang hos Louise. Så tænkte jeg, at jeg kunne lære noget, hurtigere. At turde synge sammen med andre, jeg ikke kendte. Det har været sjovt med vores fælles sange, det har været hyggeligt, samværet. Det har været hyggeligt det hele jo.
Lige nu synes jeg, at jeg har lært en masse. Så glæder jeg mig helt vildt til at komme hjem og øve, og se om jeg har forstået alt. Jeg har fået en masse byggeklodser. Før bestod mit sangliv kun af 10 klodser. Dem havde jeg styr på. Og nu har jeg fået 100. Og det er jo klart – det er jo tarveligt. Altså på den gode måde. Så lige nu skal jeg have gang i de der klodser. Fordi ellers så tænker jeg, at jeg måske aldrig lærer at synge. Ved jeg ikke om jeg nogensinde tør stå og synge i det band for et publikum. Det er derfor Louise er en god underviser. For hun tror simpelthen på det. Om et år måske, det synes jeg er meget realistisk. Jeg har været ret kritisk overfor mig selv.
Jeg har fået en masse viden, som er kommet på plads i min krop – forståelsen af det. Støtten, kæbe og ganesejl. Jeg skal ikke tænke på musikken, jeg skal tænke på teknikken. Fordi det forstyrrer.
Louise er en rigtig dejlig person, der er der for én. Og man tør blive sur og gal når det ikke virker, og hun smiler alligevel. Det er rart, at jeg tør. Og hun giver ikke op, hun er fantastisk.