Archives
Mit rodfæste i mig selv
Jeg fandt Vokalrummet, da jeg begyndte på at lære fransk, og opbyggede faktisk en større selvtillid i min undervisning, turde stole meget mere på min stemme, og det at kunne formulere mig på et fremmed sprog. I starten sang jeg meget med min hals, og havde svært ved at synge af hele min kraft, men det ændrede sig hurtigt ved Louises tålmodighed og støtte. Hun har uden tvivl givet mig redskaber for livet; hvordan jeg kan tillade mig at lade min stemme blive hørt, kontrollere min vejrtrækning og mit rodfæste i mig selv. Det vil jeg aldrig glemme. Jeg stoler mere på min stemme, og ved hvilken forløsning det er at synge, og udtrykke mig gennem min stemme.De forskellige teknikker overraskede mig, især om hvordan jeg bruger min luft på bedst mulig vis, og hvor meget luft jeg egentlig kan have til at synge, inden jeg mister pusten. Det har været rigtigt spændende at synge mere ‘jazzet’, idet jeg har været vant til at stå i kirken og synge salmer.. Det kræver en vis form for mod at kunne synge jazz, fordi man slipper sig fri på en helt anden måde, end man muligvis kan gøre i et kirkekor.
Louise er dygtig, varm, kærlig, tålmodig, imødekommende, sjov, og det har været en ære og et privilegium. Jeg har lært så meget om livet, sang, noder og takter, og det at finde sin “grounding” gennem sang. Første dag var en vis overvindelse af mig selv, da jeg aldrig nogensinde havde fået solo sangundervisning, så det var meget grænseoverskridende. Da vi skulle finde en sang, havde hun en helt særlig evne til at se igennem mig, fordi uden at jeg havde fortalt særlig meget om mig selv, vidste hun hvordan jeg var som person, og ikke mindst hvilken sang jeg skulle synge. En dyb imødekommenhed, der var virkelig dejlig, jeg stolede hurtigt på hende, og havde tillid til, at jeg ikke behøvede at være bange for alle mine mange følelser af nervøsitet og usikkerhed på min sangstemme. Selvom jeg måske stadig er usikker på mig selv og min stemme, så har Louise uden tvivl hjulpet mig med, at jeg aldrig må glemme at være modig, og at jeg ikke behøver at have et dårligt selvbillede, når det angår min stemme.
Til dem der læser dette ønsker jeg, at de giver sig selv muligheden for at lære sig selv bedre at kende gennem sang, og opbygge en tillid til sin egen stemme. Der kan ligge mange uforløste følelser, som man ikke ved hvordan man kan udtrykke. Det kan Louise uden tvivl give støtte og vejledning til.
Der er skabt en kanal indeni mig, som endelig kan give plads til min stemme
Jeg havde aldrig før prøvet sangundervisning og ville derfor gerne starte med solosang. Og jeg følte mig rigtig tryg under forløbet.
Jeg har altid elsket at synge, men har ikke haft de teknikker og den viden om hvordan man synger. Det overraskede mig, at der lå så meget teknik bag det at synge.
Det er som om der er blevet skabt en kanal inden i mig, som endelig kan give plads til min stemme. Der er sange som jeg aldrig turde rode mig ud i, som jeg nu synger uden problemer. Jeg tør flere af de lidt sværere sange.
Louise er nærværende og hjertevarm. Hun forklarer tingene så man forstår det, og hvis man kommer til at ramme ved siden af, så hjælper hun en med at komme tilbage på rette spor.
Hvis man har lyst til at lære og synge, lære de tekniske ting bag og samtidig have det sjovt mens man gør det, så skal man tilmelde sig sang hos Louise.
Friheden til at nyde at synge højt
Jeg ønskede at blive mere komfortabel og selvsikker med min egen stemme. Uanset om den lød ren og klar, eller skinger og nasal. Valgte solosang fordi min sangteknik/ erfaring var meget lille. Jeg ønskede derfor at gå ugentligt, da jeg gerne ville terpe faget.
Igennem det år, som jeg har gået hos Louise, kan jeg mærke, at jeg har opnået mit ønske om at være komfortabel med hvordan min stemme lyder. Jeg bruger nu også min støtte og luft ordentligt i de forskellige registre. Jeg nyder at gå og synge derhjemme, i en fællessang eller efter et par øl – uden at være selvbevidst og uanset hvordan det lyder. Den store forskel for mig er friheden til at nyde at synge, og friheden til at nyde at synge højt og danse med til en sang.
Undervisningen har ikke kun hjulpet mig med sang. Den har også hjulpet mig med at tale klart og tydeligt ved større sammenkomster. Jeg har også fået en bedre forståelse af, hvor meget kroppen egentlig hænger sammen.
Louise er en åben og lyttende underviser. I hendes undervisning lærte jeg hurtigt, at der er plads til grin og at smide genertheden. Derudover er Louise dybdegående med stoffet, og hun finder ud af, hvad der fungerer præcis for én til at lære teknikkerne. Plus at hun altid har baglommen fuld af gode metaforer og jokes på, hvordan man kan huske de forskellige sangteknikker.
Du skal tilmelde dig, hvis du gerne vil lære at bruge din støtte ordentligt, og synge i de forskellige registre. Plus hvis du ønsker at blive komfortabel med hvordan din egen stemme lyder, og miste den selvbevidste stemme i baghovedet.
At komme hos Louise det sidste år, har været et dejligt pusterum fra en ellers travl hverdag. Det har været tilfredstillende at kunne arbejde på mig selv en gang om ugen, på et punkt hvor jeg længe har villet forbedre mig.
Jeg har følt mig tryg og set
Jeg havde brug for teknikker til at nå mine mål og sparring i forhold til stilarter, arbejdsområder mv. Valgte solosang da der kan arbejdes målrettet med de områder, jeg har brug for og ønsker forbedret.
Helt konkret kan jeg mærke, jeg er mere afslappet både i krop og stemme. Har det sjovere og nyder at synge mere. Den største forskel for mig har været at jeg har følt mig tryg og set. At min selvtillid er oparbejdet samtidig med, at jeg er bevidst om de arbejdsområder jeg stadig skal arbejde på. Nu er det bare mere sjovt at øve.
Jeg var bedre, end jeg troede. Og det er lettere at nå de mål jeg har sat, end jeg troede.
Jeg oplever Louise som kompetent, åben, ærlig. Imødekommet hvor jeg står og de ønsker jeg har, samtidig med, hun giver sit bud på, hvor jeg kan/ bør arbejde.
Du skal synge hos Louise fordi det er en positiv oplevelse, især hvis man har nogle ar med sig, fra tidligere jobs, undervisere mv. Det er et godt frirum til også at udforske sig selv som sanger.
Always fun, always educational, always pushes me gently
I’m just a really happy student! I never know what’s going to happen in class (which I guess is appropriate for jazz) 🙂 but it’s always fun, always educational, and it always pushes me gently into new territory.
Jeg vil gerne synge. Godt. Men det gør jeg ikke endnu. Så jeg har brug for en sangcoach. And I feel freer to make mistakes if there’s only one other person present! I am not a religious man, and so I need to find meaning somewhere. The arts give that to me.
I use my diaphragm differently now, and I think it has improved my sound. I’ve learned that warming up isn’t quite the rigorous exercise I thought it was. I’ve learned how to place my voice all on my own.
Also, my previous sangcoaches weren’t jazz-oriented, and so I love being able to go deeper into the specifics of the genre. Louise speaks jazz.
I would recommend her to anybody wanting to improve their singing, especially for jazz, pop, folk etc styles. Super happy so far! Sangtid gør mig altid glad, og jeg lærer meget.
Små ændringer for stemmens sundhed og lyd
Inden jeg kom til sang hos Louise, havde jeg en periode, hvor min selvtillid som sanger var dalet lidt, fordi jeg ikke følte, jeg kunne rykke mig eller ændre så mange ting ved min stemme. Jeg følte mig ustabil og manglede en til at guide mig.
Men det har Louise i den grad lavet om på. Sang hos Louise er virkelig et frirum – og jeg kan kun anbefale at melde sig til sang hos hende. Det er så spændende at arbejde med alt fra basale teknikker, til udtryk i sang og fortolkninger. Hun får mine varmeste sanganbefalinger.
Det har helt sikkert været udfordrende og spændende at skulle lægge mit arbejde med støtten om. Jeg har sunget i mange år og det at arbejde med en så basal ting har virkelig været udfordrende – men det har været det hele værd.
Det overrasker mig virkelig hvor stor en forskel små ændringer kan gøre for stemmens sundhed og lyd. Jeg synes, at jeg bliver mindre hæs, når jeg synger nu. Jeg har lært at bruge min støtte og stemme på en mere skånsom måde. Jeg oplever, at jeg er blevet mere bevidst om, hvordan jeg synger og f.eks. hvordan og hvor jeg placerer vokaler og klang.
Louise er en helt eminent underviser. Hun er lyttende, empatisk, kreativ og løsningsorienteret. Hun møder dig i øjenhøjde – altid med et smil – og arbejder med dig, der hvor du er. Jeg er blevet mødt med utrolig stor varme, kompentence og omsorg. Hun er tålmodig og giver ikke op, når hun lærer fra sig. Hun er god til at sætte sig selv i spil og være med i øvelserne. Du vil møde en rigtig dygtig underviser, der har styr på sit fag og som samtidig drager stor omsorg for sine elever.
Synge med det, der er
Har, for mange år tilbage, sunget i kor og elskede det. Savnede at bruge stemmen og kroppen til at genskabe glæden ved at synge, så vi tilrettelagde et sangforløb med solosang med min datter.
Jeg er blevet bevidst om åndedrættet og dets betydning for at skabe klang og fået viden om stemmebåndets indretning og brug. Men er også blevet klar over hvor stor påvirkning min følelsesmæssige tilstand og udfordringer har på min måde at synge på. Nu bliver jeg ikke anspændt i halsen eller får ikke ondt i halsen og jeg har mere luft at synge på.
Louise er et empatisk, begavet og karismatisk menneske og dertil top professionel indenfor sit fag. Hun mødte mig, hvor jeg er, også hvad angår mit stemmemæssige niveau og byggede mig op derfra. Louise er en dygtig formidler, pædagogisk og tydelig i sit sprog.
Et sangforløb hos Louise betyder så meget mere end det rent sangtekniske. Da hun – med fokus på og føling med den enkelte – arbejder med hele kroppen, er hun katalysator for forløsning af den modstand man kan have i kroppen mod at slippe kontrollen og være med det der er, synge med det der er. Det handler ikke om at udvikle skønsang, men om at opnå velvære og balance og synge fra hjertet.
Med Louises professionelle tilgang til sangudvikling og samtidigt sans for den enkeltes udfordringer og udviklingspotentiale oplevede jeg en følelsesmæssig forløsning og øget glæde ved at synge i løbet af undervisningsforløbet. Jeg oplevede at blive mere bevidst om, hvad åndedrættet betyder ikke bare for udvikling af stemmeklang men også som katalysator for at skabe et følelsesmæssigt og ærligt udtryk i stemmen og sangen. Har fået udvidet min forståelse for sjælens mange ventiler. Med en dybere forståelse for åndedrættet og kroppens behov har jeg styrket mit fokus på nuet.
Jeg lærte at stole på min krops evne til at give mig stemme
Jeg er ovenud glad for, at jeg valgte Louise som sanglærer. Jeg ledte efter en sanglærer, der kunne hjælpe mig med at forløse gammel energi, der gjorde at min stemme føltes låst, med sang.
Jeg har lært at bruge støtten, sænke strubehovedet, holde halsen åben, ned med undermunden, øve fuldregister. At lære at give slip på min ubevidste/ gamle beskyttelsesmekanisme omkring halsen. Nu synger og taler jeg med mere kraft end før.
Jeg lærte at stole på min krops evne til at give mig stemme. Jeg vidste nok ikke, hvor meget det er et træningsspørgsmål, og dermed hvor langt man kommer med at øve og være fokuseret. Frygtede at jeg var begrænset af ‘biologien’.
Louise er en helt særlig og skøn person – og sanglærer. Hun tager intuitivt fat på lige præcist det, du har brug for at slippe, åbne, flytte og øve, og hun skaber et fint og tillidsfuldt rum at tage skridtene i. Louise kombinerede let at rumme sårbarheden i min proces og arbejde med teknikkerne til mine udfordringer.
Jeg vil egentlig anbefale hende til alle, som har lyst at synge. Om det er for at udvikle sig rent teknisk, eller kombineret med ens selvudvikling, som det var i mit tilfælde.
Teknikken er mit redningsnet
Jeg har meget specifikke mål og udfordringer når det kommer til sang. I mange år troede jeg, at jeg kunne lære at synge på egen hånd, nu er jeg blevet klogere.
Den største forskel for mig var at få støtten på plads. De dele af teknikken, der er på plads, fungerer som et redningsnet når jeg synger, selv når der er noget ved situationen, der skaber stress. Meget af den specifikke viden har været en overraskelse; f.eks. at nogle vokaler er sværere at synge i høje tonelejer end andre.
Louise er super kompetent – og ærlig. Hun er mester i at formidle sangteknikken med udgangspunkt i elevens behov. Hun giver god vejledning, støtte og klare svar.
Jeg synes at alle, der gerne vil udvikle sin sangteknik skal tilmelde sig til sang hos Louise, fordi hun er i stand til at formidle ekstremt særegen viden til alle refleksionsniveauer. De to vigtigste faktorer, der skal til for at man kan udvikle sig, mener jeg, er ærlig feedback og god vejledning – Louise leverer varen 100%. Rent teknisk har jeg udviklet mig mere på 4 måneder hos Louise end på halvandet år på højskole.
Jeg tør tage lidt flere chancer
Søgte en sanglærer for at forbedre mine sangkundskaber. Jeg havde tit en følelse af at slide på stemmen og en mangel på kraft/ power på nogle toner. Ville også gerne være mere tonesikker og arbejde på udtryk.
Det har været godt at vi har arbejdet med støtte, at åbne stemmen og udtryk. Jeg føler, jeg er blevet bedre til at åbne i stemmen og synge mere til. Jeg synes faktisk, jeg er i stand til at synge nogle fraser, som jeg ikke kunne før. Jeg tør tage lidt flere chancer og vise mere af min personlighed, når jeg synger. Det overrasker mig, at man kan bruge sang som selvudvikling. Og at bruge fortolkning af teksten som et udtryk.
Det er dejlige omgivelser at synge i på Collinsgade; øvelokale og køkken er rigtig hyggeligt og giver én fornemmelsen af at rejse tilbage i tiden. Louise er ambitiøs på ens vegne, så derfor spænder indholdet bredt mellem sangteknik, personlig udvikling, sangskrivning, hørelære, teori og rytmik. I en periode synes jeg, vi satsede lidt for bredt, da jeg næsten synes det kræver særskilte timer også at lære teori, hørelære og rytmik, eller i hvert fald tid/prioritering derhjemme til at øve det særskilt.
Jeg oplever Louise smilende, glad og livlig. Hun er god til at forklare og demonstrere teknikken og teorien. Hun er også opmærksom på, om man har forstået det og hvordan man har det med det. Louise er meget kærlig og empatisk, men samtidig også ærlig i sin feedback. Louise er også god til at akkompagnere på klaver.
Et nyt territorie for min stemme
Jeg har aldrig modtaget sangundervisning før og kunne derfor godt tænke mig at få en grundlæggende introduktion til hvordan min stemme fungerer – derfor opsøgte jeg Vokalrummet.
Noget jeg rigtig godt kunne lide var, at undervisningen tog udgangspunkt i sange, jeg ønskede at synge. Samt at undervisningen både bestod af at synge sange og tekniske øvelser. For mig, har det netop været vigtigt at fokusere på teknik, da jeg ikke havde arbejdet med det før.
Jeg føler først og fremmest, at jeg har fået en basal viden omkring hvad det vil sige at synge. Udover det har jeg fået mere kontrol over min stemme, og føler mig dermed mere sikker i min stemmeføring, hvilket jeg kan mærke i alt, hvad jeg synger. Jeg havde ikke arbejdet med stemmeregistre før, og har opdaget et slags nyt territorie for min stemme, som jeg umiddelbart ikke troede jeg kunne begå mig i.
Jeg har været meget tilfreds med Louise som underviser. Jeg blev mødt med et smil hver gang og følte at Louise fra start af så potentialet i min stemme, og havde lyst at udvikle den sammen med mig. Jeg så frem til hver undervisningsgang og forlod lokalet med et smil og god energi hver gang. Atmosfæren er god, og jeg følte, at det var et trygt rum at være i, og at udvikle mig i.
Det er der ingen, der glemmer!
Jeg ønskede at synge en sang til min kommende hustru til vores bryllup.
Jeg havde aldrig sunget før, så det var noget af en overvindelse at få taget modet til at kaste mig ud i det. Den første sangtime er selvfølgelig med sommerfugle i maven, men jeg synes at Louise var god til at hjælpe mig på vej, når det nu er første gang man står og skal synge solo. For hver sangtime mærkede jeg forbedringer. Louise gav mig øvelser, så der var lidt hjemmearbejde mellem hver time.
Jeg gik alle gange fra Louise’s time med en glad fornemmelse i kroppen. Man er bare glad i låget. Hun er altid glad og i godt humør. God til at støtte mig, når jeg til tider mistede troen på mine egne evner. God til at lære fra sig. Jeg var meget tilfreds.
At jeg faktisk, på bare 10 timer, lærte at synge en solosang til mit bryllup og det gik så fint. Sjovt at fuldstændig overraske min hustru og 70 andre til en fest. Det er der ingen der glemmer!
Har du ikke en tone i livet, men går med en tanke om at synge en sang som jeg har beskrevet – SÅ GØR DET! Du fortryder ikke – Louise hjælper dig. Lad Louise spille til, når du skal synge til dit arrangement – så har du en hjælper ved din side, hvis du mister tråden.
Turde give slip på pænheden
Har sunget sopran i gospel kor gennem 7 år, men oplevede ofte hæshed, når krævende sange skulle indøves. Udover det havde jeg lyst til at afprøve forskellige genrer med min stemme og afprøve hvad den kunne.
Jeg er blevet bedre til at mærke, hvornår jeg kommer til at spænde i hals/ stemme og ændre det – bla ved en anden måde at holde støtten på end jeg gjorde før. Er klar over hvor meget der skal øves for at blive en stærk og solid sanger. At turde give slip på pænheden 🙂 Det er ok at synge grimt når man lærer – det har jeg ikke været så god til. Ville helst ha’ det skulle lyde smukt fra starten, men det lærer man jo ikke så meget af.
Louise er rigtig dygtig til at finde ens svagheder og styrker. For mig har det været guld værd, at Louise har formidlet meget af det sangtekniske i billeder. Det har gjort det lettere for mig at forstå, hvor jeg skulle lægge tonen/ holde støtten etc. Altid dejligt at komme til sang og blive mødt af dit gode humør og ikke mindst tålmodighed 🙂
Vi nåede så langt på to dage!
Jeg er kommet hjem med en fyldt rygsæk – og vigtigst – teknikker, jeg faktisk også kan bruge uden Louise står ved min side. Og en langt større forståelse for mig selv og min sang. At mit fuldregister er så sikkert anede jeg slet ikke.
Jeg søgte en sanglærer der ikke kendte mig og og dermed ikke havde en forudindtaget mening om min sang. En der ville være ærlig, og som kunne skubbe mig ud over kanten og videre ind i sangens kringlede kroge. En sanglærer der også så personen bag stemmen.
Jeg er meget mere sikker på det jeg gør, og er mere teknisk bevidst. Jeg hører en klarere klang; en mere ren og BLØD lyd fandt hun frem i mig.
Hun var den rette for mig til at få den helt oprigtige lyst til at synge tilbage igen. Hjertevarm og let til latter. Behagelig at arbejde overfor. Imødekommende og en rigtig god menneskekender! Av 😃
Jeg er glad for at jeg valgte to dage. De første nye ting kunne nå at bundfælle sig, og vi kunne bygge videre på helt små detaljer på dag to. Det vigtigste er, at du selv møder op og er åben og modtagelig over for Louises professionelle og meget skønne undervisning.