Det er okay, at jeg optager luft og rum

Jeg valgte Solistforløbet for at videreudvikle mit solistudtryk, og sætte fingeren på og få redskaber til at gøre noget ved det, der sled min stemme ved optrædender. One-on-one-tiden med en professionel. Det er guld værd. Jeg var tiltrukket af det at kunne få råd af én, der synger selv. Og har en dejlig ligefrem og, for det meste, enkel måde at give feedback og undervisning på. Jeg var og er udfordret på at høre mig selv synge/ performe, og på at min stemme blev slidt når jeg sang kraftigere.

Jeg er blevet bedre til at høre og føle, hvad jeg selv og min krop gør, når jeg synger.
Jeg har lært, at det er ok at jeg tager min plads, optager den luft og det rum, der er omkring mig. Det var faktisk noget af en erkendelse, at opdage at jeg hele mit liv har været lidt nervøs for at være, for at optage luft. Det lyder helt mærkeligt, men har på en eller anden måde været sandt. Og det hjælper enormt når jeg skal performe, at tænke på at det er ok, at jeg er lige her. Meget mærkeligt. Men også meget enkelt og meget givende.

Jeg synes, jeg bliver lidt overrasket hver gang. Der bliver kørt et spændende, alsidigt og gennemtænkt program.
Det er også kommet ret meget bag på mig, at et af mine store problemer er at jeg “overgør”, altså spænder for hårdt og for mange steder, når jeg synger. Det har gjort en forskel for mig at Louise helt klart og præcist kunne udpege de ting jeg gjorde uhensigtsmæssigt, og give mig gode redskaber til at forbedre mig.

Louise er kontant og hjertelig, kompetent, opmærksom og fuld af indsigt. Og dejligt pjattet og professionel i et skønt miks. Jeg er blevet mødt åbent og ærligt, kærligt og interesseret. Det betyder meget for trygheden, at der bliver taget tid til ‘hvordan-går-det’-snakkene.

Louise kan hjælpe alle, tror jeg. Med at komme ud af sin skal, med at forbedre udtryk, med at forbedre helt konkrete teknikker og med at føle sig ok, når man synger. Man fornemmer tydeligt at hun har en terapeutisk/ coach baggrund, som giver noget rigtigt godt til undervisningen.