Udtalelser

Eleverne har udtalt sig - her kan du læse, hvad de siger..

Solosang eleverne siger:

Jeg tør tage lidt flere chancer

Søgte en sanglærer for at forbedre mine sangkundskaber. Jeg havde tit en følelse af at slide på stemmen og en mangel på kraft/ power på nogle toner. Ville også gerne være mere tonesikker og arbejde på udtryk. Det har været godt at vi har arbejdet med støtte, at åbne stemmen og udtryk. Jeg føler, jeg er blevet bedre til at åbne i stemmen og synge mere til. Jeg synes faktisk, jeg er i stand til at synge nogle fraser, som jeg ikke kunne før. Jeg tør tage lidt flere chancer og vise mere af min personlighed, når jeg synger. Det overraske mig at man kan bruge sang som selvudvikling. Og at bruge fortolkning af teksten som et udtryk.
Det er dejlige omgivelser at synge i på Collinsgade; øvelokale og køkken er rigtig hyggeligt og giver én fornemmelsen af at rejse tilbage i tiden. Louise er ambitiøs på ens vegne, så derfor spænder indholdet bredt mellem sangteknik, personlig udvikling, sangskrivning, hørelære, teori og rytmik. I en periode synes jeg, vi satsede lidt for bredt, da jeg næsten synes det kræver særskilte timer også at lære teori, hørelære og rytmik, eller i hvert fald tid/prioritering derhjemme til at øve det særskilt.
Jeg oplever Louise smilende, glad og livlig. Hun er god til at forklare og demonstrere teknikken og teorien. Hun er også opmærksom på, om man har forstået det og hvordan man har det med det. Louise er meget kærlig og empatisk, men samtidig også ærlig i sin feedback. Louise er også god til at akkompagnere på klaver.

Marie Højen

Et nyt territorie for min stemme

Jeg har aldrig modtaget sangundervisning før og kunne derfor godt tænke mig at få en grundlæggende introduktion til hvordan min stemme fungerer – derfor opsøgte jeg Vokalrummet. Noget jeg rigtig godt kunne lide var, at undervisningen tog udgangspunkt i sange, jeg ønskede at synge. Samt at undervisningen både bestod af at synge sange og tekniske øvelser. For mig, har det netop været vigtigt at fokusere på teknik, da jeg ikke havde arbejdet med det før.
Jeg føler først og fremmest, at jeg har fået en basal viden omkring hvad det vil sige at synge. Udover det har jeg fået mere kontrol over min stemme, og føler mig dermed mere sikker i min stemmeføring, hvilket jeg kan mærke i alt, hvad jeg synger. Jeg havde ikke arbejdet med stemmeregistre før, og har opdaget et slags nyt territorie for min stemme, som jeg umiddelbart ikke troede jeg kunne begå mig i.
Jeg har været meget tilfreds med Louise som underviser. Jeg blev mødt med et smil hver gang og følte at Louise fra start af så potentialet i min stemme, og havde lyst at udvikle den sammen med mig. Jeg så frem til hver undervisningsgang og forlod lokalet med et smil og god energi hver gang. Atmosfæren er god, og jeg følte, at det var et trygt rum at være i, og at udvikle mig i.

Emma Kristine Sørensen

Det er der ingen, der glemmer!

Jeg ønskede at synge en sang til min kommende hustru til vores bryllup. Jeg havde aldrig sunget før, så det var noget af en overvindelse at få taget modet til at kaste mig ud i det. Den første sangtime er selvfølgelig med sommerfugle i maven, men jeg synes at Louise var god til at hjælpe mig på vej, når det nu er første gang man står og skal synge solo. For hver sangtime mærkede jeg forbedringer. Louise gav mig øvelser, så der var lidt hjemmearbejde mellem hver time. Jeg gik alle gange fra Louise’s time med en glad fornemmelse i kroppen. Man er bare glad i låget. Hun er altid glad og i godt humør. God til at støtte mig, når jeg til tider mistede troen på mine egne evner. God til at lære fra sig. Jeg var meget tilfreds. At jeg faktisk, på bare 10 timer, lærte at synge en solosang til mit bryllup og det gik så fint. Sjovt at fuldstændig overraske min hustru og 70 andre til en fest. Det er der ingen der glemmer!

Har du ikke en tone i livet, men går med en tanke om at synge en sang som jeg har beskrevet – SÅ GØR DET! Du fortryder ikke – Louise hjælper dig. Lad Louise spille til, når du skal synge til dit arrangement – så har du en hjælper ved din side, hvis du mister tråden.

Brian Miltoft

Turde give slip på pænheden

Har sunget sopran i gospel kor gennem 7 år, men oplevede ofte hæshed, når krævende sange skulle indøves. Udover det havde jeg lyst til at afprøve forskellige genrer med min stemme og afprøve hvad den kunne. Jeg er blevet bedre til at mærke, hvornår jeg kommer til at spænde i hals/ stemme og ændre det – bla ved en anden måde at holde støtten på end jeg gjorde før. Er klar over hvor meget der skal øves for at blive en stærk og solid sanger. At turde give slip på pænheden 🙂 Det er ok at synge grimt når man lærer – det har jeg ikke været så god til. Ville helst ha’ det skulle lyde smukt fra starten, men det lærer man jo ikke så meget af. Louise er rigtig dygtig til at finde ens svagheder og styrker. For mig har det været guld værd at Louise har formidlet meget af det sangtekniske i billeder. Det har gjort det lettere for mig at forstå, hvor jeg skulle lægge tonen/ holde støtten etc. Altid dejligt at komme til sang og blive mødt af dit gode humør og ikke mindst tålmodighed 🙂

Heidi Wulff

Vi nåede så langt på to dage!

Jeg er kommet hjem med en fyldt rygsæk – og vigtigst – teknikker, jeg faktisk også kan bruge uden Louise står ved min side. Og en langt større forståelse for mig selv og min sang. At mit fuldregister er så sikkert anede jeg slet ikke. Jeg søgte en sanglærer der ikke kendte mig og og dermed ikke havde en forudindtaget mening om min sang. En der ville være ærlig, og som kunne skubbe mig ud over kanten og videre ind i sangens kringlede kroge. En sanglærer der også så personen bag stemmen. Jeg er meget mere sikker på det jeg gør, og er mere teknisk bevidst. Jeg hører en klarere klang; en mere ren og BLØD lyd fandt hun frem i mig. Hun var den rette for mig til at få den helt oprigtige lyst til at synge tilbage igen. Hjertevarm og let til latter. Behagelig at arbejde overfor. Imødekommende og en rigtig god menneskekender! Av 😃Jeg er glad for at jeg valgte to dage. De første nye ting kunne nå at bundfælle sig, og vi kunne bygge videre på helt små detaljer på dag to. Det vigtigste er, at du selv møder op og er åben og modtagelig over for Louises professionelle og meget skønne undervisning.

Ann Kathrine Glue

Overskud til klang og udtryk

Louise er dygtig til alle aldre. Alt fra professionelle til utrænede. Sød, empatisk, skarp, nærværende, streng og sjov. 😃Jeg mærker jeg bliver meget bedre. Jeg bliver mere rytmisk og får strukturet og økonomiseret mine sange, som gør jeg har meget mere overskud til klang og udtryk. Louise er fantastisk god til at spotte mine utrænede og svage sider. Hun er klar og tydelig i formidlingen om forbedringer. Hun er meget støttende og jeg føler mig altid tryg. Jeg har haft mange sangundervisere gennem årene og Louise er for mig en af de bedste jeg har gået hos.

Maria McTurk

Forståelse for mit musikalske udtryk

Jeg har oplevet en stor forståelse for mit musikalske udtryk, som jeg har arbejdet på gennem de sidste 7 års tid, og er med Louises hjælp og vejledning kommet rigtig langt på kort tid. Det gør bestemt ikke timerne dårligere at man bliver mødt med smil og varm thé i den hyggelige lejlighed på Østerbro. Undervisningen kan anbefales til alle, der har lyst til at blive bedre indenfor sang; øvet som begynder.

Signe Cold

Visualiserer det tekniske

Jeg kan på det varmeste anbefale sangtimer hos Louise. Dejlig atmosfære, og høj faglig dygtighed. Hun er enormt god til at visualisere det tekniske aspekt af sangen, på en sjov og lærerig måde. På kort tid fik jeg styr på teknikker, som jeg tidligere har bøvlet meget med. Louise har givet mig de fornødne redskaber til at komme videre på mit sangeventyr.

Rikke Tangholt Andersen

Lege med min stemme og forcerer ikke

Som uddannet og optrædende danser, bliver jeg ofte bedt om at råbe, lave elefantlyde eller tale. Stemmearbejde er også vigtigt når jeg skal undervise: Hvordan slider jeg min stemme mindst? Nu har jeg de nødvendige redskaber. Jeg kan lege med min stemme og forcerer ikke. Nu føler jeg mig mere tryg ved min stemme. Undervisningen foregår meget afslappet, og jeg føler, at Louise involverer sig i min udvikling. Hun er forberedt og professionel, hun lægger meget vægt på teknikken og er ofte meget detaljeret i sin forklaring. Selvom Louise anbefaler sange der passer til min stemme og mine udfordringer, vælger vi sangene sammen, og det er dejligt at synge noget man selv holder af.

Pierre Enaux

Jeg kan åbne alle sanser

Louise er alt hvad jeg søgte i en sanglærer. Utrolig kompetent, fantastisk mild, super inspirerende og virkelig oprigtig. Jeg har aldrig sunget for andre og ville egentlige bare høre en kyndig hvad jeg kunne og ikke kunne. Hun fik mig til at åbne op og glemme alt om generthed og frygten for at fejle. Jeg kan åbne alle sanser sammen med Louise og jeg har lært meget mere end jeg troede jeg ville og kunne. Det er en sand fornøjelse at synge for og sammen med Louise for hun gør mig tryg, også i at fejle.

Mia Erika Gottlieb

Tør kaste mig ud i vildere sange

Det er altid en glæde, at komme til sang hos Louise. Der er altid en afslappet stemning og rart at være. I sangtimerne har jeg lært meget nyt, og ting jeg ikke anede jeg kunne. Og selvom det vi synger, er svært og kan være lidt en pine, glæder jeg mig altid til næste gang. Louise har styrket mig både i mange sangfærdigheder, bla. at synge med støtte og at trække vejret ordentligt når jeg synger, men vigtigst af alt har hun gjort, at jeg føler mig mere sikker, når jeg synger, og derfor tør kaste mig ud i vildere sange. Louise er rigtig dygtig, og god til at lære fra sig. Man kan ikke andet end at holde af hende.

Laura

Har udvidet mit toneregister

Efter mange års selvstudie i musik og sang, begyndte jeg til undervisning hos Louise, og har efter bare få lektioner allerede udvidet mit toneregister betydeligt mere end jeg havde forestillet mig muligt.

Kim Lemke Nielsen

Altid en sikker fornemmelse for, hvad jeg har brug for

Louise er et fund. Hun er leende, varm og imødekommende og samtidig direkte og uden omsvøb i sin addressing af mine udfordringer. Jeg elsker, at hun altid er velforberedt og nærværende i sangtimerne. Hun er en særegent kompetent pædagog, der altid har en sikker fornemmelse for, hvad netop jeg har brug for lige nu. At kunne kombinere sødme og autoritet er en sjælden gave, og jeg er dybt taknemlig for at have fundet hende og for at kunne se frem til mere sang, te og latter i hendes hyggelige Østerbro-lejlighed.

Hanne Boll Overgaard

Opløftende at bruge min stemme

Det er altid en stor fornøjelse, når jeg skal til sangtimer hos Louise! Hun er imødekommende, altid i godt humør og meget inspirerende. Hendes entusiasme smitter bestemt af på mig, og får sangen til at blive overskuelig og simplere. Hun hjælper mig med at bruge de rigtige teknikker, så jeg kan ramme toner, som jeg ikke troede, jeg kunne synge. På denne måde bliver det virkelig lækkert og opløftende at bruge min stemme.

Elena Barbachano Sørensen

Slip kontrollen og tilgå sangen mere legende

Louise forstår at udfordre mig lige dér hvor jeg har allermest brug for det, både teknisk og musikalsk. Hun har hjulpet mig til at mærke og høre, hvad jeg får ud af at bruge min stemme på forskellige måder, og har forstået at skabe et rum, hvor det har været muligt for mig, at slippe kontrollen og tilgå sangen mere legende. Sjovt, spændende og noget der rykker!

Bethina Hamann

Selvsikker og modig

Jeg ville genoptage min sang, og tænkte at en sanglærer var et oplagt bud. Nu er jeg blevet mere selvsikker og modig! Den største aha-oplevelse var, at man kan synge med forskellige slags ‘stemmer’ – chest voice, head voice mm. Mit råd til andre sangere: Vær ikke bange for at prøve at synge på en ny måde, men sæt også pris på den måde du allerede synger på nu (hvis du er tilfreds med den). Louise er meget dygtig og engageret! Hun har altid et stort grin efterfulgt af en masse kloge ord om sangteknik og andet.

Anne Mette Stougaard

Professionalisme og venskabelighed

Jeg begyndte til sang fordi jeg elsker at synge og er klar over, at jeg har brug for at lære noget sangteknik. Jeg havde svært ved at bruge støtten. Det gør, at jeg har sværere ved at synge de højeste toner, og jeg dermed slider mere på stemmen. Nu er jeg meget mere fokuseret på min støtte. Den sidste gang skulle jeg prøve at improvisere. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er fan af improvisation, men det gjorde alligevel noget ved mig, og var en oplevelse der har gjort mig mere bevidst på, at det er vigtigt at gøre! Selvom jeg måske ikke ligefrem gør det meget endnu. Louise var en stor del af grunden til, at jeg kom tilbage til sangundervisning. Hun er altid fantastisk glad, menneskelig og meget nede på jorden. Der er en god blanding af professionalisme og venskabelighed over hende, hvilket gør forløbet super godt!

Andreas Dam Bredsdorff

Jeg har fået min glæde og selvtillid til at synge tilbage

Jeg har haft fagligt dygtige sanglærere før, men jeg følte mig aldrig rigtig tryg eller fri i deres undervisning. Jeg blev mere og mere usikker på mig selv, og mistede helt lysten til at synge. Jeg har fået min glæde og selvtillid i forhold til at synge tilbage!!! Jeg har lært at bruge sangteknikker, så jeg kan synge længere fraser, og på en sund måde. Jeg er blevet bedre til at bruge min støtte. Jeg har lært at forstå en node, fagudtryk osv. Jeg har lært teknikker til improvisation, og meget meget mere! Da min største udfordring var at spænde i kæbe og svælg, var det største arbejdet med åbne vokaler, diftonger og ansatser. Det har hjulpet mig uvurderligt meget. Også støtteøvelser var super gode for mig. Louise er den mest kompetente, fagligt dygtige, empatiske og inspirerende sanglærer jeg nogensinde har haft. Der er altid varme, latter og smil. Jeg har følt mig tryg og har mærket, hvordan jeg har kunnet blomstre. Hun har et analytisk talent og et øre der gør, at hun er spot on når hun vejleder dig. Jeg føler mig utroligt priviligeret over at have haft en lærer, der både har en så utrolig høj faglighed, samtidig med at hun er tålmodig, pædagogisk og en rigtig god formidler.

Ida Andersen

Solosang - det siger børnene og deres forældre:

Kraftfuld stemme

Jeg havde virkelig lyst til at udvikle min sang. Det der overraskede mig mest var at, hvor svært det var at synge, mens jeg skulle bruge de sangteknikker, jeg blev lært. Jeg kan bedre beherske mine vejrtrækninger, og jeg synes, at jeg er blevet bedre til at ramme tonerne, har fået en mere kraftfuld stemme, og har lært at bruge min hals korrekt. Jeg synes også, jeg er blevet mere åben, end jeg var før. Undervisningen er munter og sjov, og meget lærerig. Første gang blev jeg mødt med et stort smil, og vi har haft det rart lige siden (red: nu på 4. år).

Maya Petersen

Bedre til at finde tonen

Magnus har løbsk tale og vi tænkte, at det kunne hjælpe ham at gå til sang. Han er blevet bedre til at finde tonen og til at synge igennem og han har fået mere selvtillid. Vi var overraskede over, hvor glad han var for at gå til sang. Louise er god og rar, vi blev altid mødt med glæde og positivitet.

Magnus Svendsen

Fantastisk musikalsk og personlig udvikling

Ella begyndte til solosang hos Louise, da hun var 8 år. Ella har altid været meget glad for at synge og har sunget i kor fra 5-årsalderen, men hun var ikke lun på ideen om solosang pga generthed. Allerede efter første sangtime hos Louise slap Ella genertheden, og hun har gennemgået en imponerende udvikling, der bl.a har vist sig i, at hun uden tøven sang solo til Louises sommerkoncert for en stor gruppe mennesker, hun ikke kender.
Hun har fået større stemmekontrol, større forståelse for det sangtekniske, indlevelse i sangen, og hviler mere i sig selv i sangen.

Ella er meget begejstret for at gå til sang hos Louise, og det skyldes mange faktorer ved Louises undervisning og personlighed, som kan sammenfattes i, at Louise kombinerer varme, glæde og autencitet med høj faglighed og autoritet.
Derudover besidder Louise et meget stort pædagogisk talent, hun er en fænomenal menneskekender, og det er vores erfaring, at hun møder den enkelte sanger netop der, hvor eleven har sine styrker og udfordringer og baserer undervisningen på disse to ben: at udvikle styrkerne yderligere og udfordre netop der, hvor eleven magter det – i et respektfuldt og inspirerende rum. Louise er desuden lattermild og meget tillidsvækkende.

Hos Louise har Ella taget meget store skridt i udviklingen af sin sangteknik, samtidigt med at hendes selvværd og store sangglæde er vokset yderligere. Vi kan derfor meget varmt anbefale Louise som sanglærer.

Ella Bruus-Frederiksen

Stemmetræning før optagelsesprøven

Svea har de sidste par år sunget mere og mere, og er glad for at synge. Da hun skulle til optagelsesprøve på Sct. Annæ og i DR pigekor, var det oplagt at få trænet hendes stemme hos en professionel. Svea kan nu synge kraftigere og med større selvtillid. Dejligt at der bliver fokuseret på mere end sang (selvværd). Louise er meget glad og støttende og hermed anbefalet videre. 🙂

Søren Nesgaard, far til Svea

Fat i ‘sangmusklen’

Josephine elsker at komme og synge hos Louise. Hun er altid glad og har let til grin. På de 3 mdr. Josephine har gået hos Louise har hun allerede lært rigtigt meget. Bl.a. hvordan man bruger sin vejrtrækning rigtig, og får fat i ‘sangmusklen’.

Lotte - mor til Josephine

Megafedt at kunne synge rigtigt

Louise har lært mig meget. Jeg startede med at have en meget hæs stemme. Men nu, efter at jeg har gået hos hende i en længere periode, har jeg virkelig gjort store fremskridt. Jeg havde svært ved at komme op på de høje toner, men det er blevet meget nemmere for mig nu. Jeg synes, at det er megafedt at kunne synge rigtigt fordi det bare er så meget nemmere at synge nu.

Anna Queck

Sangerne på Solistforløbet siger:

I dybden med klang og sangteknik

Forløbets længde, indhold, pris og især den afsluttende koncert tiltrak mig. At gå i dybden med klang og sangteknik i soloundervisningen har været særligt godt for mig. Teknikken og støtten er blevet bedre og jeg har mere indblik i, hvad der virker godt for mig, og hvad jeg stadig har svært ved. Det overraskede mig faktisk at min performance blev så god (både sang og udtryk), og at jeg var så meget ud til publikum – plejer at være mere indelukket og introvert i mit udtryk når jeg synger. Jeg var rigtig glad for fællestimerne – især det at synge for hinanden og øve at performe. Der var også passende med teori. Jeg synes hele forløbet har været rigtig lærerigt og godt. Louise er fantastisk. Glad og sprudlende. God underviser, der tager dig kærligt i hånden og ind i musikkens verden med teknik og begreber. Dygtig til at undervise lige der, hvor man er (ens egen udviklingszone). Hun er meget medmenneskelig og inddrager både sig selv og elevens personlighed i sangundervisningen. Kan godt lide tanken om at bruge psykologien til at få sangeren til at forstå, at både krop og sjæl hænger sammen. Og at det er afgørende for, hvordan man synger og udtrykker sig.

Lykke Petersen

Improvisation, opmærksomhed og selvreflektion

Jeg har brugt en sanglærer de sidste 10-12 år, men med lange pauser imellem. Tiltrækkende at det var et forholdsvis komprimeret forløb, så jeg var nødt til at ‘holde mig selv til ilden’. Uha, der er meget, der virkede godt for mig. Men de 2 fedeste.. At finde bedre ind til mit personlige sangudtryk, samt at jeg lærte en hel del om improvisation. Forandringen er, at jeg har større opmærksomhed og selvreflektion; før, efter, men især under min sang! Er overrasket over hvor fedt det er at improvisere! Alt var skiftevis hyggeligt og koncentreret. Jeg er fan! Blev hurtigt rolig i dit selskab og mit mod voksede under hele forløbet.

Gert Petersen

Jeg har fået mere ro på

Jeg valgte forløbet fordi der var mulighed for at få nogle grundlæggende ting på plads. Jeg har fået mere ro på. Min sang er blevet mere flydende, rolig og klangfuld, når jeg husker at gøre, som læreren sagde 😉. Undervisningen er hyggelig og tryg. Louise er engageret og professionel.

Poul Henriksen

Sangerne på Jazz Vokal Workshop siger:

Jeg har fået en arbejdsmetode

Tak for nogle gode workshops. Jeg tilmeldte mig workshoppen fordi jeg ikke følte, jeg fik sunget nok, og ville gerne inspireres til hvordan jeg kunne arbejde med forskellige sange. Da det hurtigt bliver de samme sange og den samme måde de bliver sunget på. Jeg har fået en arbejdsmetode. Det er sjovt at lære nye sange, men faktisk kan jeg nu få gamle sange til at “holde længere” før jeg bliver træt af dem, fordi jeg kan synge dem på 1000 forskellige måder. Jeg er blevet endnu modigere og mere bevidst i forhold til at ændre toner og rytme, og gøre sangen til min egen, og jeg har fået konkrete værktøjer til hvordan jeg kan gøre det. Det var rart at få de der rytmeøvelser til improvisation. Dem kan jeg gå videre med og udvikle min scat. Det har været hyggeligt. Det er let at slappe af i selskab med Louise. Mit råd til andre sangere? – Kend historien, føl den, fortæl den, som var den din egen – resten kan du lære af Louise 😉

Ditte Marie Sisseck

Slappe af og tro på det

Jeg tilmeldte mig workshoppen for at få øvet jazz og arbejde med alm. sangteknik. Niveauet tiltalte mig (ikke for krævende men stadig for øvede). Jeg har gået ved en anden sanglærer, der påpegede samme ting at forbedre som Louise, så det er jo nok rigtigt 🙂 Det var spændinger ved kæbe/nakke og modet til at ændre form ved sangene. Når jeg ikke er mere erfaren med noder/rytmer end jeg er, var alle jazzteknikkerne superfede at få introduceret, det inspirerede til at gå på nyopdagelse i gamle sange. Workshoppen har gjort mig modigere ifht. at ændre sangenes form, at dyrke (og finde) mit personlige udtryk. Forløbet har været rigtig godt, Louise er præcis og imødekommende. Det handler om at slappe af og tro på det.

Anne Emilie Sveistrup

Erfaren amatørsanger lærer noget nyt hver gang

Jeg har snart været på mange af Louises kurser, og selvom jeg må siges at være en ganske erfaren amatørsanger, lærer jeg noget nyt hver gang. Jeg har fået større bevidsthed om stemmen, jeg udfordrer mig selv mere i improvisationer og har lyst til at øve parafraseringer, pauser og udtryk mere. Louise er en utroligt engageret underviser, udtaler sig gerne direkte om ‘ondets rod’ – samtidig med at hun støtter eleven medlevende og indfølende.

Nina Holme Berg

Inspirerende, interesseret, seriøs og munter i hurtige skift

Louise er en super god underviser! Inspirerende, interesseret, seriøs og munter i hurtige skift. Hun har en stor viden og kunnen indenfor emnet, så man føler sig på sikker grund. Louise synger dygtigt og dejligt, så man bliver inspireret – og hun akkompagnerer glimrende på klaveret. Desuden føler man, at hun er ærlig i sin feedback, hvilket jo er et stort plus i en undervisningssituation. Jeg har fået rigtig gode råd til både frasering og improvisation, som jeg straks har taget til mig. Desuden har Louise og jeg snakket om min brug af stemmeklangen, at jeg kan vælge andre/flere klangtyper. Det har skubbet så meget til min lyst til at synge! Jeg er blevet fuld af idéer og trang til at prøve dem af. Jeg behøver ikke at begrænse mig selv så meget, som jeg åbenbart har gjort. Jeg faktisk har ret godt styr på en hel del ting, og skal turde lege mere med musikken.

Nina Holme Berg

Sangerfugl i maven, flyvende eller ej

Kan varmt anbefale alle med en sangerfugl i maven, flyvende eller ej, at melde sig på – for uanset om du er meget trænet eller ej, har Louise altid flere ideer til udvikling. Der er flere værktøjer at bruge og ta’ fra nu. Glæder mig til at se hvad det nu åbner op for i sang, stemme og klang, så jeg synger det meste af tiden af bare ivrighed! Har brug for at være mere åben, gi’ mere slip. Jeg har lært hvor meget det betyder hvor man rykker ordene hen. Sangen fik et eget udtryk frem ved at gøre det – STORT. Louise er en helt igennem fantastisk kvinde – super kompetent undervisning, med tydelig fokus på den enkelte og dens kompetencer, som i øvrigt bliver spottet med det samme. Der er brugt tid på at lave charts og nem info – så dejligt! Hun er ærlig og samtidig meget kærlig med masser af forslag til, hvad der skal til, for at man rykker og udvikler sig. Var en fantastisk workshop, lærte i bundles og vil helt sikkert gerne med på flere af Louises kurser.

Natasjasofia Neermann

En ret så fantastisk dag

Jeg  synes, det var en ret så fantastisk dag – aktiviteter og praksis fint afmålt i forhold til tiden og kræfterne. Jeg havde brugt mig selv præcis som jeg havde håbet på.

Ditte Elisa Nielsen

Jeg har fået mere fokus på klang

Jeg var nysgerrig efter at høre og møde andre sangere. De fleste ting på kurset havde jeg hørt før til solotimerne, men det hjalp på forståelsen at høre andre gennemgå, slås med og få hjælp til teknikkerne. Jeg har fået mere fokus på klang, da jeg kunne høre markant forskel på de andre sangere, når de eksempelvis slappede af i kæben. Jeg blev også inspireret med et par nye sange.
Louise har styr på de forskellige teknikker indenfor sang, og er god til at give dem videre. Hun er ekspert i at spotte problemområder, når man synger, og hjælper tålmodigt med at få dem på plads. Hun er altid i godt humør, og man føler sig altid godt tilpas, når hun underviser.

Ulrich Jensen

Hjertelig og tryg

Det var et meget koncentreret workshopforløb – jeg fik en masse gode informationer og viden og jeg fik øvet. Louise er som person og underviser dejlig hjertelig og tryg at være sammen med – bare PISSE dygtig! Hun har SÅ meget hun deler ud af!

Jane Køhlert

En kæmpe udfordring

Blev så meget klogere på jazzens mange facetter. Troede at jeg mestrede det. Der er meget at lære endnu. Komme op i højere toner uden at anstrenge stemmen og turde prøve. Det er bare om at øve. Skal bruge det i stille ballader i gospelkoret når jeg har soloer. Det vil være en kæmpe udfordring. Louise er en skøn sanglærer. Meget nemt at forstå budskaberne – så er det bare om, at man også ka’…vil så gerne 🙂

Lene Meek

Flere ballader på repertoiret

Synger ikke rigtig ballader og kunne godt tænke mig at blive bedre til det. Afprøver nu nogle flere ballader i mit repertoire, og tilgangen er blevet mere varieret – power kan også bruges. Louise er sjov og afslappet og skaber en dejlig stemning. Tusind tak for en dejlig omgang!!

Elizabeth Wilson

Kast dig ud i det

Jeg kan mere end jeg troede. Mine muligheder for frasering er meget større end før. Jeg er blevet mere bevidst om dynamik, rytmisk forskydning, brug af stemmen og fortolkning af teksten. Jeg kan slippe mig selv meget mere løs i at ændre melodien undervejs, uden at fare vild i den. Teksten er så god at tage udgangspunkt i. Det skubber så meget til mig hver gang jeg har været på workshop med Louise! Jeg bliver nysgerrig efter at finde flere sanglige udtryksmuligheder. Kast dig ud i det. Louise er altid inspirerende, sjov, dygtig og venligt ærlig. Dvs man får en god og anvendelig feedback.

Nina Holme Berg

Sparring på min sang

Jeg ønskede sparring på min sang. Helt konkret har det skærpet min bevidsthed omkring det jeg vil fortælle med mine sange. Jeg vil gerne arbejde videre med scatsang og personligt udtryk, måske også lidt med min headvoice. Louise er en dejlig befriende person – hun taler lige ud af posen. Det giver mig tryghed i en undervisningssituation, at jeg ved hvor jeg har hende. Hun har iøvrigt en skøn og smittende latter. Find en coach som Louise, du stoler på som kan hjælpe dig med dit musikalske udtryk. Alle sangere kan have brug for at bevæge sig ud af deres komfortzone.

Helle

Sangerne på Sanger Workshop siger:

Jeg ville gerne udfordres og følte mig anspændt

Det er alt for lang tid siden, at jeg har fået undervisning og så endda af Louise. Jeg ville gerne udfordres og følte mig anspændt i sang. Nu har jeg fået ordentlig fat i støtten igen og genopfrisket sangteknik. Den store øjenåbner var helt klart hvordan jeg kunne gøre sangene mere personlige i min egen version; med fokus på tekst, udtryk og fraseringer. Det er sjovt at få undervisning sammen, så man kan se hvordan en anden griber opgaven an. Det lærte jeg meget af. Workshoppen har åbnet op for mange nye muligheder. Rigtig dejligt at have Louise som underviser igen. Det var lige så hyggeligt og samtidig udfordrende, som jeg havde håbet på. Man bliver mødt med godt humør og Louise er altid meget engageret i den enkelte sanger og hvad denne person skal arbejde videre med. Der er plads til at lave fejl og så finder vi sammen ud af, hvordan det kan gøres bedre. Mit råd til andre sangere? Husk hvor vigtig støtten er; for din energi som sanger, og for hvordan din krop har det efter mange timers sang. Dyk ned i teksten. Når du ved hvad den handler om, er det lettere at finde ud af, hvad du gerne vil lægge tryk på i din version. Husk at sang er ligesom teater; der skal nogle gange lidt ‘skuespil’ til for virkelig at få udtrykket ud over scenekanten. Vær ikke bange for at overdrive de forskellige følelser, så folk virkelig kan blive revet med.

Signe Cold

Skarpere i rytmer og improvisation

Jeg tilmeldte mig workshoppen for især at blive bedre til improvisation og for møde andre sangere. Jeg er blevet meget bedre til at høre skalaerne hen over akorderne, og kunne improvisere over dem, blevet skarpere i rytmer og have modet til at gøre det. Den største aha-oplevelse var improvisationen, ordenes betydning og udtryk. Den har åbnet muligheden yderligere til at springe ud i at skrive sange selv, og lysten til at spille med andre musikkere. Louise har som altid været tålmodig, skarp og kreativ. De 3 dages Sangworkshop har været virkelig hyggelige! Mit råd til andre sangere: Øv dig, det hjælper!

Elena Barbachano

Sangerne på Singers Summercamp siger:

Forløsningen kom helt nede fra fødderne

Jeg tilmeldte mig af nysgerrighed; lysten til at udfordre mig selv og min egen sangerkunnen og musikalitet.

Jeg er blevet meget klogere på sangteknikken og på, hvordan det er mest hensigtsmæssigt at trække vejret, når man synger. Jeg er blevet meget mere bevidst om, at sangen skal komme indefra og ud, og at det er vigtigt at åbne brystet og turde stå ved sig selv.

Den største og mest syrede oplevelse jeg havde var, hvordan det at turde stille sig op og synge solo, i et meget trygt og kærligt rum, kunne forløse nogle indestængte følelser og blokeringer. Det føltes, som om at forløsningen kom helt nede fra fødderne og ud igennem hele kroppen og min stemme. For mig har den weekend rykket mere end meget af den terapi, jeg ellers har modtaget. Jeg har fået mere selvtillid i forhold til min sang. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde videre med at synge solo.

Louise er en megadygtig og inspirerende underviser! Hun er rigtig god til at skabe en tryg stemning. Der er højt til loftet, når Louise underviser, og det hænger for mig sammen med, at Louise er meget empatisk og ser på det hele menneske uden fordømmelse.
Louise er super god til at forklare det sangtekniske, så det bliver nemmere at forstå! Jeg har kun rosende ord at sige. Hun er meget meget dygtig til at formidle sin undervisning, og det skinner tydeligt igennem, at det er dét, hun brænder for.

Syng indefra og ud. På den måde bliver din sang autentisk. Hvis du overfører dette til din hverdag og taler indefra og ud, så fremstår du som et helt og autentisk menneske.

Det var en FED weekend! Og det vil jeg gerne gøre om igen!

Kirsten Tegner

Jeg kan næsten ikke få nok

Jeg var med sidste år og det var en rigtig god oplevelse. Den process jeg var igang med dér, ville jeg godt følge op på og arbejde videre med. Kan rigtig godt li’ den meget intense måde at arbejde på, jeg kan næsten ikke få nok! Jeg ville gerne blive bedre til at åbne kroppen. Og det synes jeg vi arbejdede med på en rigtig god måde. Jeg kunne bedre få mig ned i kroppen på den her camp. Bedre forstå det rent sangtekniske – det har givet en mere klar følelse indeni kroppen, det med struben og resonansrummet. Og støtten – den fik jeg virkelig fat på igår. Det gav rigtig god mening for mig.

Musikalsk set har jeg jo med vilje taget blues og jazznumre med. Det er jeg kommet meget længere med i den her weekend. Det er sindsygt udfordrende for mig og synge improvisationer. Og bare turde! Også når jeg ikke lige føler, jeg kender grundmelodien, og så bare følge klaveret eller det der kommer fra Louise. Det vil jeg virkelig gerne arbejde videre med, det føler jeg at har fået bedre fat på. Også at styre at – okay, jeg bliver nervøs – men jeg synger igennem alligevel.

Nu har jeg arbejdet sammen med Louise drypvis over halvandet år. Det synes jeg er megafedt – at jeg kender hende. Er tryg ved hende. Jeg synes, hun er rigtig god til at fastholde én dér, hvor det bliver svært, og man har lyst til at sige “okay, skal vi ikke bare tage en anden sang”. Det giver jo en følelse af, at hun tror på, at jeg kan. Vi skal bare lige igennem. Jeg oplever en utrolig stor støtte i dét hun gør, ved at fastholde – og hun ved, hvor vi skal hen, når jeg ikke selv ved det. Så ender det med at blive en god oplevelse. Det er en kvalitet hun har, det er jeg dybt taknemmelig for.

Sara Beck

Jeg føler musikken i hele kroppen

Der er jo rigtig meget musik i min krop, jeg har altid enormt gerne ville det der. Forventninger er jeg holdt lidt op med. Jeg kom hertil med en åbenhed, og ’nu ser jeg lige hvad der sker’. Der hvor jeg har haft det bedst i forhold til at synge, er i virkeligheden det med at gå lidt udenfor rammerne. For mig har det været superfedt at mærke, at jeg blev meget mere fri af at få lov at lave lidt om på tingene. Det synes jeg har været superfedt, at du har gjort det. Mere af det der legende, som er sjovt. Det der rytmiske. Jeg føler musikken i hele kroppen, når jeg er der.

At improvisere og finde ud af, at det kan jeg godt – det har været virkelig fedt. Og det har været superdejligt at synge sangene sammen, hvor vi ‘spillede bold’ til hinanden. Vekselvirkningen med fælles sange og solotider har fungeret rigtig fint. Så har jeg været helt ydmyg på den dejlige måde omkring at jeg har været i stand til at synge et Barbra Streisand nummer, så jeg selv er tilfreds.

Louise er simpelthen så sød. Jeg følte mig fuldstændig tryg. På et tidspunkt blev jeg superirriteret på noget af det hun sagde. Men det har også været godt. At man tør det. I kombination med det var der tryghed, den der sødme hun har, at hun kunne pirre lidt til det, som nok også skal pirres til.
Det har været en virkelig dejlig trio! Og det er et godt sted, du har valgt her. Naturen. Og hold da op noget mad! Tusind tak.

Bolette Granzow

Jeg tør synge mere ud

Jeg tilmeldte mig på grund af tilbuddet om at få redskaber til at hvile mere i sig selv under sang, og herunder hjælp til bekæmpelse af nervøsitet/sceneskræk. Og chancen for at få sådan en dygtig lærerinde/sangerinde næsten for sig selv en hel weekend. Det lød lidt luksuriøst – og det var det!

Nu er min holdning bedre. Mine spændinger er aftaget. Jeg har fået overblik over mine registerskift. Jeg tør synge mere ud og større tryghed i at synge foran andre.

Fantastisk oplevelse! Svesken på disken, med kærlighed. Louise er kontant, men løsningsorienteret, har SÅ mange indspark og er samtidig meget støttende og inspirerende. Jeg elskede, at man kunne grine så meget sammen under sessionerne.

Nyd det! Hvis man starter med kærlighed til det, og så tilføjer tålmodighed og hårdt arbejde, kan det blive virkelig godt og stort!
En dybfølt jysk TAK. Det var en fuldendt weekend. Jeg var helt fyldt af overskud og ny energi da jeg kom hjem.

Maria Therese Nørgaard

Jeg har fået endnu mere blod på tanden

Jeg ville gerne arbejde med stemme, klang, krop og mod til at stille mig op foran andre og synge. Jeg var også draget af at være sammen med andre sangere og lære både i fællesskab og individuelt.

Jeg fik utroligt meget ud af den sangtekniske del; om klangrum, stemmeføring og vejrtrækning. At lære at bruge de forskellige sangregistre. Det var så spændende at få åbnet op for stemmen og arbejde med den muskulære afspændthed og vejrtrækning.

Jeg oplever, at jeg synger mere afslappet. Der var også plads til, at jeg kunne udforske min usikkerhed og sårbarhed. Louise var en kæmpe stor støtte og en fantastisk mentor. Jeg er blevet mere selvsikker og alt i alt nyder jeg mere at synge nu. Jeg har fået endnu mere blod på tanden.

Alt indhold på campen har skubbet yderligere til min lyst til at synge og optræde. Det at vi var et hold, hvor vi både kunne arbejde på individuelle områder og samtidig få respons, støtte, opbakning fra hinanden, var en gave.

Louise er virkelig dygtig til at formidle og undervise. Hun er godt til at skabe tryghed og give plads til alle. Hun har et nærvær, der smitter og det giver én lyst og mod til at arbejde i dybden med det, der kan stå i vejen for en mere fri sang. Jeg føler mig i så gode hænder, når jeg arbejder sammen med Louise.

Det virker godt for mig, når jeg tør være i min nervøsitet, og forsøge at komme igennem sangen alligevel. Det har lært mig, at jeg ikke behøver at være bange for at fejle. Det hjælper mig at have en uhøjtidelig og humoristisk tilgang til det at være i proces, også når det er svært.

Jeg kan kun anbefale at tage på Camp hvis man har lyst til at synge. Det er sjovt. Og man lærer meget ved at synge sammen og synge alene foran andre og være publikum. Tak for muligheden, Louise.

Sara Beck

Jeg har fået en masse byggeklodser

Jeg er jo lige startet til solosang hos Louise. Så tænkte jeg, at jeg kunne lære noget, hurtigere. At turde synge sammen med andre, jeg ikke kendte. Det har været sjovt med vores fælles sange, det har været hyggeligt, samværet. Det har været hyggeligt det hele jo.

Lige nu synes jeg, at jeg har lært en masse. Så glæder jeg mig helt vildt til at komme hjem og øve, og se om jeg har forstået alt. Jeg har fået en masse byggeklodser. Før bestod mit sangliv kun af 10 klodser. Dem havde jeg styr på. Og nu har jeg fået 100. Og det er jo klart – det er jo tarveligt. Altså på den gode måde. Så lige nu skal jeg have gang i de der klodser. Fordi ellers så tænker jeg, at jeg måske aldrig lærer at synge. Ved jeg ikke om jeg nogensinde tør stå og synge i det band for et publikum. Det er derfor Louise er en god underviser. For hun tror simpelthen på det. Om et år måske, det synes jeg er meget realistisk. Jeg har været ret kritisk overfor mig selv.

Jeg har fået en masse viden, som er kommet på plads i min krop – forståelsen af det. Støtten, kæbe og ganesejl. Jeg skal ikke tænke på musikken, jeg skal tænke på teknikken. Fordi det forstyrrer.
Louise er en rigtig dejlig person, der er der for én. Og man tør blive sur og gal når det ikke virker, og hun smiler alligevel. Det er rart, at jeg tør. Og hun giver ikke op, hun er fantastisk.

Janni Sørensen

Deltagerne på Sangevents siger:

Vi har lært at synge Midsommervisen

Vi har tilbragt en time med at synge, og det har været supersjovt! Folk vidste ikke rigtig hvad de skulle da de kom, men de greb den og de blev guidet godt igennem. Så nu har vi faktisk lært lige præcis hvordan vi synger Midsommervisen. Jeg er sikker på, vi er klar til en hyggelig aften, og give den gas når vi senere skal synge den igen. Der var meget positiv feedback og ros – og de sent-ankomne var overvældede over resultatet.

Rikke Bolding Jensen

Korevent som optakt til julefrokosten

Tak for oplevelsen. Vi havde det rigtig skønt og var i højt humør resten af aftenen!

Ann Sofi Enevoldsen

Familiekor for brudeparret

Vi havde brug for at få tilpasset vores sangtekster, så de rimede og så rytmen var afpasset. Jeg oplevede undervisningen som god og engageret. Louise var meget entusiastisk og meget positiv. God til at synge. Vi blev bedre til at synge og turde i højere grad synge til og højere. Vi fik mere tillid til, at vi rent faktisk kunne optræde med vores sang. Brudeparret var meget glade for indslaget.

Jytte Lau

Super optakt til en julefrokost

God idé til at ryste folk sammen. Godt med opvarmningsøvelser så folk smider hæmningerne.

Det var bare perfekt. Super optakt til en julefrokost.

Fantastisk sanger og stort engagement. Dygtig til at koordinere musikalsk ubegavede. God oplevelse.

Jan Kühl (dir) og ansatte
Polaris Equilty