Jeg ledte efter noget med fordybelse på nettet og fandt Louises spændende summercamp. Jeg ville gerne arbejde med min støtte, udtryk og finde en vej for mig.
Jeg har indset betydningen af støtten og at det er sjovt at synge med andre og planlægge en duet. Jeg har bedre støtte og lyst til at fortsætte et step videre.
Louise viser vej på en god og ærlig måde. Jeg følte mig velkommen, set og hørt.
Super weekend med masser af sang og fordybelse, og også tid til en tur på stranden og ud i naturen – en god kombi og selvfølgelig super dejlig mad. Fordybelse, hygge og sjov i dejlige omgivelser.
Archives
En skøn sangmusikalsk indsprøjtning
Jeg trængte til en friweekend, hvor jeg kunne koncentrere mig om at få gang i stemmen igen, få noget sangteknisk, dyrke sangglæden og frem for alt synge med andre.
Nu er jeg mere bevidst om at bruge luften/ vejrtrækning og skifte mellem registrene. Jeg kan mærke og høre, at jeg har fået mere klang og styrke i stemmen – og dermed også lidt mere selvtillid. At jeg er kommet igang igen med sangen, har bevirket og givet mig skubbet til at fortsætte med sangundervisning hos Louise over det næste halve år.
Jeg synes programmet var veltilrettelagt, både med pauser, og med hensyntagen og målrettet undervisning til hver enkelt af os, i forbindelse med duetter og flerstemmig sang. Det fungerer også godt med den indledende fællesundervisning i generel sangteknik og kropsbevidsthed.
Louise er en fantastisk og inspirerende formidler af sangkundskab, både hvad angår det kropslige såvel som det tekniske og følelsesmæssige, der er på spil, når du synger. Louise er empatisk og har god fornemmelse for den enkeltes særlige udfordringer og blokkeringer. Hun formår at skabe et tillidsfuldt og betryggende rum, hvor jeg under hendes guidance turde overskride egne grænser og dermed udvidede min sangkapacitet.
Har man sangglæde og lyst til at prøve at synge med og for andre er Summercamp oplagt, uanset kvaliteten af din stemme. Det er gode trygge rammer at prøve sig selv og stemmen af på, og du bliver mødt præcis der, hvor du er med din musikalitet og sang.
Et frirum – fysisk og mentalt
Jeg tilmeldte mig Summercamp’en som en pludselig indskydelse og intuitiv fornemmelse af, at det var noget, som jeg kunne have glæde af nu, hvor jeg er stress-sygemeldt. Og en overskuelig tidsperiode. Jeg ville gerne arbejde med at komme ned i mit register, arbejde med støtten og grounding. En modpol til det, som jeg har sunget de seneste år.
Jeg har fået mere mod på at prøve, selv om overgangene er svære. Synger lidt med Sarah Vaughan på cd. Forandringen for mig er min mentale indstilling – at give det en chance. Det var let, fordi vi var i samme båd, og kom med så forskelligt stemmemateriale.
Det var et dejligt gensyn med Louise. Afslappet, med gode teoretiske input og masser af ideer. Og gode grin. Dejligt med inspiration, samvær med andre i en lille gruppe, gode rammer. Et frirum – både fysisk og mentalt.
Næsen i sporet og hjerterne åbne
Jeg trængte til at tage tid og plads UD af min hverdag og komme lidt tilbage i en fordybelse af min stemme, og musik i det hele taget. Jeg ville også gerne have tæt fællesskab med både andre sangere og underviseren. At vi på en måde var “tvunget” til at holde næsen i sporet og hjerterne åbne overfor hinanden.
Min stemme er slidt og jeg har længe kunnet mærke, at jeg er kommet væk fra at synge sundt. Det ville jeg gerne have åbnet for; Noget teknik i en kærlig atmosfære. Jeg bruger min sang og musik både som coping og som udtryk – derfor var det vigtigt for mig med det nænsomme, og at jeg følte mig forstået.
Den største forskel for mig var at jeg kom til at mærke min støtte brugt ordentligt. Også i registerskift. Og høre min volumen – i mellemregistret. At jeg ikke behøver at MASE og presse igennem i fuldt register, men kan fylde med mit mellemregister. Det var meget bevægende at mærke mig selv rummet af mig selv. 🙂 Jeg kan mærke, at jeg i denne øveperiode ikke skal sidde ned og synge! Jeg vil lave sing-alongs både på guitar og klaver, så jeg kan øve uden at sidde.
Jeg blev mindet om den følelse, som et fuldt slip er. Og at jeg kan arbejde målrettet med det, der er svært. Det var SKØØØØØØNT, at det var så fleksibelt, som det var. At vi ikke slavisk fulgte et program, men at du gjorde plads til – og kunne mærke, hvad der var brug for. At vi kunne være med det der var.
Jeg synes Louise er en rigtig god, nuanceret, kærlig, sjov, kompetent og passioneret underviser. Jeg følte mig, efter vi lige havde mødtes, i gode og MEDvillige hænder.
Singers Summercamp er meget berigende – både sangteknisk og menneskeligt. At være så intenst sammen om sang og i musikken – med alt det, det gør ved os mennesker – er overvældende på den gode måde. Bare TAK! Og jeg kommer igen!
Glad i Sangerhjertet lige siden
Jeg valgte Singers Summercamp af nysgerrighed. Ville prøve et længere koncentreret forløb med muligheden for både solo og 2 personers sang. Og netop duetterne gjorde den store forskel, Både med øvede og mindre rutinerede medsangere.
Jeg har fået mere kraft, saft og sundhed (mod) i de dybeste og højeste toner. Stoler på og er mere bevidst om min støtte. Min mentale evne til koncentration, opmærksomhed om musikken omkring mig har løftet sig markant. Ofte var der en følelse af at være hel i et samspil med den anden sanger.
Det har overrasket mig hvor meget kraft der kan komme i mig, når jeg øver i timevis. Også stille kraft, at få mange sangtekniske elementer til udtryk i ét udtryk.
Man udvikler sin sang relativt meget, i sådan et tæt, længere forløb. At lære med andre er bare federe! Dejligt sted, super mad. Har været glad i Sangerhjertet lige siden.
Jeg har fået en masse byggeklodser
Jeg er jo lige startet til solosang hos Louise. Så tænkte jeg, at jeg kunne lære noget, hurtigere. At turde synge sammen med andre, jeg ikke kendte. Det har været sjovt med vores fælles sange, det har været hyggeligt, samværet. Det har været hyggeligt det hele jo.
Lige nu synes jeg, at jeg har lært en masse. Så glæder jeg mig helt vildt til at komme hjem og øve, og se om jeg har forstået alt. Jeg har fået en masse byggeklodser. Før bestod mit sangliv kun af 10 klodser. Dem havde jeg styr på. Og nu har jeg fået 100. Og det er jo klart – det er jo tarveligt. Altså på den gode måde. Så lige nu skal jeg have gang i de der klodser. Fordi ellers så tænker jeg, at jeg måske aldrig lærer at synge. Ved jeg ikke om jeg nogensinde tør stå og synge i det band for et publikum. Det er derfor Louise er en god underviser. For hun tror simpelthen på det. Om et år måske, det synes jeg er meget realistisk. Jeg har været ret kritisk overfor mig selv.
Jeg har fået en masse viden, som er kommet på plads i min krop – forståelsen af det. Støtten, kæbe og ganesejl. Jeg skal ikke tænke på musikken, jeg skal tænke på teknikken. Fordi det forstyrrer.
Louise er en rigtig dejlig person, der er der for én. Og man tør blive sur og gal når det ikke virker, og hun smiler alligevel. Det er rart, at jeg tør. Og hun giver ikke op, hun er fantastisk.
Jeg føler musikken i hele kroppen
Der er jo rigtig meget musik i min krop, jeg har altid enormt gerne ville det der. Forventninger er jeg holdt lidt op med. Jeg kom hertil med en åbenhed, og ’nu ser jeg lige hvad der sker’. Der hvor jeg har haft det bedst i forhold til at synge, er i virkeligheden det med at gå lidt udenfor rammerne. For mig har det været superfedt at mærke, at jeg blev meget mere fri af at få lov at lave lidt om på tingene. Det synes jeg har været superfedt, at du har gjort det. Mere af det der legende, som er sjovt. Det der rytmiske. Jeg føler musikken i hele kroppen, når jeg er der.
At improvisere og finde ud af, at det kan jeg godt – det har været virkelig fedt. Og det har været superdejligt at synge sangene sammen, hvor vi ‘spillede bold’ til hinanden. Vekselvirkningen med fælles sange og solotider har fungeret rigtig fint. Så har jeg været helt ydmyg på den dejlige måde omkring at jeg har været i stand til at synge et Barbra Streisand nummer, så jeg selv er tilfreds.
Louise er simpelthen så sød. Jeg følte mig fuldstændig tryg. På et tidspunkt blev jeg superirriteret på noget af det hun sagde. Men det har også været godt. At man tør det. I kombination med det var der tryghed, den der sødme hun har, at hun kunne pirre lidt til det, som nok også skal pirres til.
Det har været en virkelig dejlig trio! Og det er et godt sted, du har valgt her. Naturen. Og hold da op noget mad! Tusind tak.
Jeg kan næsten ikke få nok
Jeg var med sidste år og det var en rigtig god oplevelse. Den process jeg var igang med dér, ville jeg godt følge op på og arbejde videre med. Kan rigtig godt li’ den meget intense måde at arbejde på, jeg kan næsten ikke få nok! Jeg ville gerne blive bedre til at åbne kroppen. Og det synes jeg vi arbejdede med på en rigtig god måde. Jeg kunne bedre få mig ned i kroppen på den her camp. Bedre forstå det rent sangtekniske – det har givet en mere klar følelse indeni kroppen, det med struben og resonansrummet. Og støtten – den fik jeg virkelig fat på igår. Det gav rigtig god mening for mig.
Musikalsk set har jeg jo med vilje taget blues og jazznumre med. Det er jeg kommet meget længere med i den her weekend. Det er sindsygt udfordrende for mig og synge improvisationer. Og bare turde! Også når jeg ikke lige føler, jeg kender grundmelodien, og så bare følge klaveret eller det der kommer fra Louise. Det vil jeg virkelig gerne arbejde videre med, det føler jeg at har fået bedre fat på. Også at styre at – okay, jeg bliver nervøs – men jeg synger igennem alligevel.
Nu har jeg arbejdet sammen med Louise drypvis over halvandet år. Det synes jeg er megafedt – at jeg kender hende. Er tryg ved hende. Jeg synes, hun er rigtig god til at fastholde én dér, hvor det bliver svært, og man har lyst til at sige “okay, skal vi ikke bare tage en anden sang”. Det giver jo en følelse af, at hun tror på, at jeg kan. Vi skal bare lige igennem. Jeg oplever en utrolig stor støtte i dét hun gør, ved at fastholde – og hun ved, hvor vi skal hen, når jeg ikke selv ved det. Så ender det med at blive en god oplevelse. Det er en kvalitet hun har, det er jeg dybt taknemmelig for.
Jeg har fået endnu mere blod på tanden
Jeg ville gerne arbejde med stemme, klang, krop og mod til at stille mig op foran andre og synge. Jeg var også draget af at være sammen med andre sangere og lære både i fællesskab og individuelt.
Jeg fik utroligt meget ud af den sangtekniske del; om klangrum, stemmeføring og vejrtrækning. At lære at bruge de forskellige sangregistre. Det var så spændende at få åbnet op for stemmen og arbejde med den muskulære afspændthed og vejrtrækning.
Jeg oplever, at jeg synger mere afslappet. Der var også plads til, at jeg kunne udforske min usikkerhed og sårbarhed. Louise var en kæmpe stor støtte og en fantastisk mentor. Jeg er blevet mere selvsikker og alt i alt nyder jeg mere at synge nu. Jeg har fået endnu mere blod på tanden.
Alt indhold på campen har skubbet yderligere til min lyst til at synge og optræde. Det at vi var et hold, hvor vi både kunne arbejde på individuelle områder og samtidig få respons, støtte, opbakning fra hinanden, var en gave.
Louise er virkelig dygtig til at formidle og undervise. Hun er godt til at skabe tryghed og give plads til alle. Hun har et nærvær, der smitter og det giver én lyst og mod til at arbejde i dybden med det, der kan stå i vejen for en mere fri sang. Jeg føler mig i så gode hænder, når jeg arbejder sammen med Louise.
Det virker godt for mig, når jeg tør være i min nervøsitet, og forsøge at komme igennem sangen alligevel. Det har lært mig, at jeg ikke behøver at være bange for at fejle. Det hjælper mig at have en uhøjtidelig og humoristisk tilgang til det at være i proces, også når det er svært.
Jeg kan kun anbefale at tage på Camp hvis man har lyst til at synge. Det er sjovt. Og man lærer meget ved at synge sammen og synge alene foran andre og være publikum. Tak for muligheden, Louise.
Forløsningen kom helt nede fra fødderne
Jeg tilmeldte mig af nysgerrighed; lysten til at udfordre mig selv og min egen sangerkunnen og musikalitet.
Jeg er blevet meget klogere på sangteknikken og på, hvordan det er mest hensigtsmæssigt at trække vejret, når man synger. Jeg er blevet meget mere bevidst om, at sangen skal komme indefra og ud, og at det er vigtigt at åbne brystet og turde stå ved sig selv.
Den største og mest syrede oplevelse jeg havde var, hvordan det at turde stille sig op og synge solo, i et meget trygt og kærligt rum, kunne forløse nogle indestængte følelser og blokeringer. Det føltes, som om at forløsningen kom helt nede fra fødderne og ud igennem hele kroppen og min stemme. For mig har den weekend rykket mere end meget af den terapi, jeg ellers har modtaget. Jeg har fået mere selvtillid i forhold til min sang. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde videre med at synge solo.
Louise er en megadygtig og inspirerende underviser! Hun er rigtig god til at skabe en tryg stemning. Der er højt til loftet, når Louise underviser, og det hænger for mig sammen med, at Louise er meget empatisk og ser på det hele menneske uden fordømmelse.
Louise er super god til at forklare det sangtekniske, så det bliver nemmere at forstå! Jeg har kun rosende ord at sige. Hun er meget meget dygtig til at formidle sin undervisning, og det skinner tydeligt igennem, at det er dét, hun brænder for.
Syng indefra og ud. På den måde bliver din sang autentisk. Hvis du overfører dette til din hverdag og taler indefra og ud, så fremstår du som et helt og autentisk menneske.
Det var en FED weekend! Og det vil jeg gerne gøre om igen!
Jeg tør synge mere ud
Jeg tilmeldte mig på grund af tilbuddet om at få redskaber til at hvile mere i sig selv under sang, og herunder hjælp til bekæmpelse af nervøsitet/sceneskræk. Og chancen for at få sådan en dygtig lærerinde/sangerinde næsten for sig selv en hel weekend. Det lød lidt luksuriøst – og det var det!
Nu er min holdning bedre. Mine spændinger er aftaget. Jeg har fået overblik over mine registerskift. Jeg tør synge mere ud og større tryghed i at synge foran andre.
Fantastisk oplevelse! Svesken på disken, med kærlighed. Louise er kontant, men løsningsorienteret, har SÅ mange indspark og er samtidig meget støttende og inspirerende. Jeg elskede, at man kunne grine så meget sammen under sessionerne.
Nyd det! Hvis man starter med kærlighed til det, og så tilføjer tålmodighed og hårdt arbejde, kan det blive virkelig godt og stort!
En dybfølt jysk TAK. Det var en fuldendt weekend. Jeg var helt fyldt af overskud og ny energi da jeg kom hjem.