sangundervisning

Spidse Ører og Drama

Louise jazz , , , , ,
Spidse Ører og Drama

Spidse Ører og Drama

Ved du, hvad det mest effektive middel er, når du vil skabe intensitet og drama i din jazzsang?

Hvad der får publikum til at spidse ører?

Og hvad der gør, at du selv i langt højere grad begynder at lytte til dig selv?

Det er ikke de lange toner - så skal de ihvertfald være bemærkelsesværdigt lange!
Det er faktisk heller ikke de høje toner. For 'højt' er relativt, og effekten er forskellig fra sanger til sanger.

Har du gættet det?

Det er pauserne!

Magien opstår i pauserne!

Vi kender vel alle et menneske, som taler uafbrudt - uden at holde pauser.

Hvad sker der?

Vi tuner lige så stille ud.
For vi kan ikke koncentrere os. Vi mister fokus. Vi glemmer pointen.

I den anden ende af skalaen har vi de store talere som f.eks. Obama, som har lært pausens kunst.
Så bliver man hængende. I hvert et ord.

Fordi det pirrer vores nysgerrighed, og fordi hjernen når at følge med og skaber billeder imens han taler.

Pauserne skal du, som sagt, også bruge i din jazzsang.

Du skal bruge pauserne til netop selv at skabe billeder af det, du synger, så du kan give det billede videre.

Og til at mærke efter.

Hvad er det jeg siger?

Og hvorfor siger jeg det - med netop disse ord?

På den måde mærker du efter, hvad ordene og historien gør ved dig, og den stemning giver du videre i din fortolkning.

Vi bliver ikke grebet af de ord, du synger.

Vi bliver grebet af, hvordan du har det med de ord.

Den største krog du kan sætte i et vigtigt ord er en pause!

Så lytter vi efter!

Tag en sætning... hvad som helst..

"The very thought of you makes my heart sing
like an april breeze on the wings of spring..."

Prøv at sætte pauser ind for dramatisk effekt.

Ikke bare vejrtrækninger.

Men dramaturiske pauser.

Og mærk hvad det gør ved ordene.
Og ved dig.

Jeg vil vædde på, at du begynder at skabe billeder i hovedet, når du lægger vægt på bestemte ord, ved at sætte pauser ind.

Prøv også at lave pauser dér, hvor vi ikke havde regnet med dem.

Hvad sker der så med ordene, med sætningen - med billederne?
Hvordan har du det så med at sige dét, du gør?

Det er pauserne, der gør ordene interessante.

Det slår mig faktisk lige nu, at lange pauser også kan være et udtryk for dét, der IKKE bliver sagt.

Det pirrer jo også vores hjerne helt vildt!

Hvad er det, hun holder tilbage? Hvorfor siger hun det ikke bare ligeud?

Så en velvalgt pause, når du synger, kan faktisk også rumme den usikkerhed for lytteren, at du valgte at sige én ting, frem for en anden.

Dét, du måske i virkeligheden hellere ville sige, men ikke turde.
Eller det høflige i stedet for det ærlige.
Eller virkede ligeglad, selvom du indeni var ved at sprænges af længsel, frustration, glæde...

Pauserne er magiske!

Er du nysgerrig på at vide mere og prøve det af på dine egne sange?

>> Se hvornår næste Jazz Vokal Workshop er lige her <<<

Og vær med, når vi sammen udforsker magien i pauserne.

Hvorfor du skal starte dér og ofte må vende tilbage

Louise sangteknik , , , ,
Hvorfor du skal starte dér og ofte må vende tilbage

Hvorfor du skal starte dér og ofte må vende tilbage

Jeg har oplevet det ske for andre en del gange nu.

Det er faktisk også sket for mig selv.

Det var frustrerende for mig dengang, men jeg måtte jo tage den med. For læreren havde jo ret. Det vidste jeg godt. Det kunne jeg jo mærke.

Jeg taler om de mange oplevelser hvor vi tror vi skal én ting, og så ender vi med at starte et helt andet sted. I sangtimerne er det ofte, at eleven har et ønske om at lyde mere jazzet, synge svære kromatiske forløb eller besnære et publikum med intensitet og nærvær.

Og hvor starter vi så?

I sangerkroppen!

Det kan være dødfrustrerende, at man har sat sig et mål og har en forventning - og så tager turen lige en omvej, inden man når derhen.

Men JEG LOVER DIG - det er turen værd, og du ender i mål med et langt bedre resultat. (Hvis man kan sige, at vi kunstnere nogensinde når i mål.. - men det er en anden snak.)

Du har sikkert hørt min konservatorie-historie før - så scroller du bare videre ned. Hvis ikke, så får du den korte udgave her.

Jeg havde bestået optagelsesprøven på kons. i Holland, havde pakket alle mine ting og var flyttet til Haag for at studere jazzsang.

Første sangtime. Jeg var dødspændt. Jeg kommer ind og min sanglærer beder mig lige sætte mig, for vi skal snakke. Hun fortæller mig, at jeg ikke får sangtimer ihvertfald det første halve år, og så må vi lige se, hvordan tingene skrider frem. I stedet skal jeg til talepædagog og lære at bruge min stemme helt fra bunden.

Tror du, jeg hang med næbbet, da jeg gik derfra?

Men i dag er jeg uendelig taknemmelig for dem, der hjalp mig igennem den rejse, og stolt over at jeg klarede det. Jeg fik jo også lov til at få mine sangtimer - jeg skulle bare lige en omvej først. Og uden den tur var jeg ikke hvor jeg er i dag, det er stensikkert!

Det var en stor omvej for mig, og de rejser jeg sender mine elever ud på, er som regel mere kortsigtede. Heldigvis.

Men hvorfor er det så, at det er så vigtigt at starte med sangerkroppen?

Her får du 6 områder, hvor udfordringen ligger i sangerkroppen:

Den rigtige vejrtrækning:

Uden korrekt vejrtrækning, bliver du forpustet og kommer til at lyde lidt flad. Ingen energi på duracellkaninen. Du bliver nemt svimmel fordi du hyperventilerer.

Støtte, støtte, støtte:

Du presser din stemme unødigt eller lyder luftig - fordi du enten tager forkert fat, eller slet ikke. Og begge dele er meget hårdt for din stemme. Du kan ikke synge lange fraser, eller mange ord. Meget dybe toner eller meget lyse toner. Du har kun få klangmuligheder at vælge imellem. Oftest vil det være meget stille og meget kraftigt.

Afspændthed:

Du spænder et sted i kroppen for at kompensere for et sundere arbejde et andet sted. Du bliver hæs, fordi du lukker sammen i struben.  Du vil gerne styre tonen, og holde på det hele. Resultatet bliver desværre, at du bestemmer meget lidt.

Klang:

Uden forståelse for klang, kan du lyde nasal, lukket, for åben eller have svært ved at ramme nogle bestemte vokaler på særlige steder i dit register. Klang handler om at få tonen til at resonere i din krop - at være dit eget badeværelse, og at finde det ideale sted at placere vokalerne. Det er også en lang række stilistiske valg i klang. Så hvis du gerne vil lyde mere poppet/ jazzet/ klassisk - så er det din klang du skal kigge på. Og man kan jo lege lidt med det - overraske lytteren. Som man feks gør, når en operasanger synger med et heavyband. Det er jo i høj grad klangforskellene i sangernes stemmer der fascinerer.

Grounding og fokus:

Hvis du ikke er nede i din krop, mister du fokus - og det gør modtageren også. Det kan godt være et duffust emne at arbejde med, men der findes mange værktøjer til at komme mere ned i sin krop og sende ud derfra. Og uden grounding - ingen fokus.

Airflow:

Når tonen ikke rigtig kommer videre. Du forcerer og styrer tonen. Det føles, som om du holder fast på det. Når du tvivler eller er ubeslutsom mens du synger, når du spænder, og modsat når du er energiforladt. Så er det din airflow du skal arbejde med.

Uden instrumentet i orden er det svært at være fri i sin musikalitet og kreativitet. For så har du hele tiden din koncentration dér.

Målet er jo, at instrumentet kan arbejde mere eller mindre på egen hånd. Det hedder muskelhukommelse. Altså at du har trænet dine muskler til at gøre noget bestemt i en given situation så mange gange, at de ved hvad de skal, uden at du skal guide undervejs. Ligesom at cykle. Så kan du fokusere på noget andet.

Tag den tid det tager.

Vær tilstede i processen og sæt dig selv nogle konkrete mål i forhold til at mestre dit instrument; sangerkroppen.

Giv dig selv den gave det er, at have værktøjet i orden. Så går resten næsten som en leg!

Vil du gerne have hjælp til den proces, så skriv til mig lige her.

“Mere monitor, tak!”

Louise solosang , , ,
“Mere monitor, tak!”

"Mere monitor, tak!"

Din krop som første instrument

Når du får undervisning i sangteknik hos mig, er det altid uden mikrofon. Jeg vil nemlig gerne lære mine elever først og fremmest at bruge kroppens resonans og styrke.

Mikrofonen skal være en forlængelse af din egen lyd. Ikke en erstatning.

Det er vigtigt, at du kan bruge din egen støtte og skabe din egen klang og resonans med din krop. Det afhjælper at du slider på din stemme, men det giver også dit sangudtryk en ærlighed, og giver din stemme noget tyngde, som kommer helt indefra. En naturligt skabt klang - hvor man kan høre kroppen synge. Dét synes jeg er det smukkeste!

Mikrofonen skal gerne forstærke dit eget udtryk. Afhængig af genren, selvfølgelig. Nogle genrer bruger specielle lydeffekter til at skabe et særligt (elektronisk) udtryk. Det er noget andet. Men generelt set vil vi gerne kunne høre din naturlige stemmes klang.

Der kan opstå mange spørgsmål, når man første gang begiver sig op på scenen og får stukket en mikrofon i hånden.

Hvordan skal jeg holde på den? Skal jeg synge lige ind i den, eller holde den ned langs brystkassen så folk kan se mit ansigt? Kan publikum høre mig (selvom jeg ikke kan høre mig selv)? Hvor kraftigt skal jeg synge og hvor tæt på munden skal jeg holde mikrofonen?

Når du ikke kan høre dig selv

Snakken går lystigt, folk er småfulde og højrøstede - de hygger sig! Oppe i baren bliver der skramlet med flasker og råbt ordrer henover disken. Og du står oppe på scenen med musikerne og vil gerne trænge igennem lydmuren med en sang. Der er sat et par højtalere op. Måske er der blevet lavet lyd på mikrofonen - måske ikke. Den er da tændt. Du synger din sang og bagefter er du lettet over at det gik okay, selvom du ikke kunne høre dig selv oppe på scenen.

Måske en smule sat på spidsen. Men det er meget ofte sådan, vi sangere oplever det at synge en enkelt sang for et publikum.

Lidt noget andet end at synge derhjemme eller til sangtimerne, ikke?!

For det første er det jo skønt hvis der på forhånd er en kærlig sjæl, der har lavet lyd på mikrofonen, så den passer nogenlunde til alle sangere.

Men hver fugl synger med sit næb.. Sangere kommer med hvert deres røst; nogle har en dyb klang, nogle spinkle, nogle luftige, nogle kraftige, nogle skarpe.

Ideelt set skal lyden laves om til hver sanger. Det kan man bare ikke i praksis på sådan en aften. Med mindre der sidder en lydmand klar ved tasterne.

Derfor må du kende din stemme og rette ind - i forhold til gennemsnittet. Hvordan er du som sanger? Hvordan er din klang? Synger du stille eller kraftigt? Det korrigerer du efter når du går på scenen.

Men først og fremmest skal du have fokus på din krop! Ikke synge for kraftigt fordi du ikke har en monitor for fødderne, som sender din sang tilbage til dig. Tjek scenen ud - og se, om der er en person der kan regulere lyden når du starter ud - så ihvertfald styrken passer til dig. Det er så fristende at komme til at kompensere for mikrofonens mangler! Både i volume og klang. Men det slider på din stemme og udtrykket bliver forceret og anstrengt at høre på.

Der er hjælp at hente

Det handler, ligesom med alt andet, ganske enkelt om erfaring. Jo flere gange du prøver det, jo bedre bliver du.

Der er et par grundregler og simple tricks, som jeg gerne vil vise dig. Vi gennemgår de mest almindelige tvivl og fejltagelser for sangere, der er nye til dét at synge i mikrofon.

Så lad os få de basale spørgsmål omkring mikrofonteknik på plads hos dig, så du er godt rustet til åben scene!

Det her vil fuldstændig ændre måden, du vælger sange på

Louise jazz , , , ,
Det her vil fuldstændig ændre måden, du vælger sange på

Det her vil fuldstændig ændre måden, du vælger sange på

Hvordan vælger du sange du gerne vil synge?

Jeg gætter på, at det går nogenlunde sådan her til:

Du hører en sang med en af dine yndlingskunstnere, og fordi han/hun synger den så smukt, får du lyst til selv at synge den..
..på præcis samme fantastiske måde.

Problemet er bare at det er jo allerede gjort. Man fristes til at sige: 'Why fix it if it ain't broken.'

Som jeg ser det, har du i stedet to langt mere spændende og udfordrende veje at gå:

..og det her gælder både for popsangere som jazzsangere!

#1: Vælg sange med kunstnere, som efter din helt personlige mening, ikke altid får det bedste frem i sangen.

(Tag nu f.eks. singer/songerwriter Tom Waits. Han er jo fantastisk udtryksfuld, men nogengange kan det være svært at høre hvad han synger. Jeg har da hørt eksempler, hvor jeg personligt synes coveret er bedre end originalen.)

Hører du ikke indimellem en sang, hvor du tænker: "Det var da en spøjs måde at udtrykke den sang på" eller måske endda "Det tror jeg faktisk jeg havde gjort på en HELT anden måde, det dér!"?

Så tag fat på den sang, og giv den det udtryk, som du føler, sangen har fortjent. Så den træder tydeligt frem, så man hører hvor fed en sang det er og hvor sangens budskab træder tydeligt frem.

#2: Vælg den samme skønne sang med yndlingskunstneren (fra før), men i et helt nyt arrangement.

Pil det hele fra hinanden og sæt det sammen igen - på en ny måde! Det kan være en lang proces at skrælle alle lagene af sangen, alt dét der er den anden kunstners arrangement, deres egne fraseringer og personlige finurligheder - og hvad der er den reelle skinbare sang.

At komme ind til kernen af sangen; pille alle tidligere fraserings- og arrangementlag af og skabe din egen version.

Det lærer du på den allersidste workshop for i år! Jeg deler alle mine sjove værktøjer til, hvordan du virkelig åbner sangen op for dig selv, så du ser nye muligheder i sangen, og finder din helt egen måde at fortolke den på.

Et slag for processen

Louise solosang , , , ,
Et slag for processen

Et slag for processen

Er du modig?

Jeg vil gerne påstå, at det er de små forsigtige skridt vi tager i hverdagen, der gør os mere robuste og modige.

At turde træde et skridt frem når udfordringer melder sig - det er sundt! Når vi vover os ud i noget, som for andre kan virke banalt og legende let, men som for os selv er ukendt land, hvor vi må tage tilløb - så bliver vi ganske enkelt bedre til det at vove.

Vi er generelt ikke modige nok.

Med mod, mener jeg ikke handlekraft eller styrke. Jeg taler ikke om at være rapkæftet eller at kunne løbe en maraton. Jeg taler om det at turde satse sig selv. Være den vi er, gøre det der glæder os - også det vi måske ikke er allerskrappest til. Jeg taler om at turde være sårbar.

Ballet - mig?

Har jeg fortalt dig om dengang jeg startede på kons. i Holland og fik faget 'Ballet for sangere'?

Idéen var at gøre os sangere mere kropsbevidste på en scene og bedre til at udtrykke os fysisk.
Guderne skal vide, at det ikke var noget kønt syn. Fem bløde (!!) uerfarne 'dansere' i spring skråt over gulvet. Ser du det for dig? :o)

Men det var faktisk skideskægt! Og en meget stor udfordring for mit selvbillede og mit ego. Det er jo ikke dér jeg har mine kompetencer. Ærligt talt, så krævede det mod af mig hver uge at møde op til den time.

Trods mange år som folkedanser - balletdanser bliver jeg vist aldrig!
Men det var jo heller ikke målet.

Målet var at blive bedre - fra mit udgangspunkt. Og med en forventning om at kunne bruge det i det omfang jeg havde behovet.

Netop i disse dage drøner de glade unge studenter rundt i åbne lastbiler og fejrer deres 12-taller. Og samtidig hører man i medierne om forventningspres og stress hos studerende. Og vi voksne er ikke bedre. Vi stiller store krav til os selv. Vi skal præstere både i privatlivet og på jobbet.

Men i al denne stræben efter at opnå noget, kan vi godt glemme glæden ved bare at gøre. Uden at ville vinde eller være bedst - men blot fordi det interesserer os, og gør os glade.

Så jeg vil gerne slå et slag for processen!

  • Tør du vove dig ud i noget, som du ikke kan vinde i?
  • Tør du vove dig ud i noget, du ikke nødvendigvis er god til?
  • Tør du fejle, trække på skuldrene og smilebåndet - og prøve igen?
  • Tør du være sårbar?

Den eneste forventning du vil møde, er at du gør dig umage.

Måske kender du bogen af Don Miguel Ruiz: "De fire leveregler".

Et af levereglerne lyder: Gør altid dit bedste. Han forklarer, at 'dit bedste' er variabelt. Dit bedste i dag er ikke det samme som det, du kan præstere i morgen. Og skal ikke sammenlignes. Du skal bare altid gør dit bedste under omstændighederne.

Så er du tilstede i processen og så kommer udviklingen helt af sig selv!