Spidse Ører og Drama
Ved du, hvad det mest effektive middel er, når du vil skabe intensitet og drama i din jazzsang?
Hvad der får publikum til at spidse ører?
Og hvad der gør, at du selv i langt højere grad begynder at lytte til dig selv?
Det er ikke de lange toner - så skal de ihvertfald være bemærkelsesværdigt lange!
Det er faktisk heller ikke de høje toner. For 'højt' er relativt, og effekten er forskellig fra sanger til sanger.
Har du gættet det?
Det er pauserne!
Magien opstår i pauserne!
Vi kender vel alle et menneske, som taler uafbrudt - uden at holde pauser.
Hvad sker der?
Vi tuner lige så stille ud.
For vi kan ikke koncentrere os. Vi mister fokus. Vi glemmer pointen.
I den anden ende af skalaen har vi de store talere som f.eks. Obama, som har lært pausens kunst.
Så bliver man hængende. I hvert et ord.
Fordi det pirrer vores nysgerrighed, og fordi hjernen når at følge med og skaber billeder imens han taler.
Pauserne skal du, som sagt, også bruge i din jazzsang.
Du skal bruge pauserne til netop selv at skabe billeder af det, du synger, så du kan give det billede videre.
Og til at mærke efter.
Hvad er det jeg siger?
Og hvorfor siger jeg det - med netop disse ord?
På den måde mærker du efter, hvad ordene og historien gør ved dig, og den stemning giver du videre i din fortolkning.
Vi bliver ikke grebet af de ord, du synger.
Vi bliver grebet af, hvordan du har det med de ord.
Den største krog du kan sætte i et vigtigt ord er en pause!
Så lytter vi efter!
Tag en sætning... hvad som helst..
"The very thought of you makes my heart sing
like an april breeze on the wings of spring..."
Prøv at sætte pauser ind for dramatisk effekt.
Ikke bare vejrtrækninger.
Men dramaturiske pauser.
Og mærk hvad det gør ved ordene.
Og ved dig.
Jeg vil vædde på, at du begynder at skabe billeder i hovedet, når du lægger vægt på bestemte ord, ved at sætte pauser ind.
Prøv også at lave pauser dér, hvor vi ikke havde regnet med dem.
Hvad sker der så med ordene, med sætningen - med billederne?
Hvordan har du det så med at sige dét, du gør?
Det er pauserne, der gør ordene interessante.
Det slår mig faktisk lige nu, at lange pauser også kan være et udtryk for dét, der IKKE bliver sagt.
Det pirrer jo også vores hjerne helt vildt!
Hvad er det, hun holder tilbage? Hvorfor siger hun det ikke bare ligeud?
Så en velvalgt pause, når du synger, kan faktisk også rumme den usikkerhed for lytteren, at du valgte at sige én ting, frem for en anden.
Dét, du måske i virkeligheden hellere ville sige, men ikke turde.
Eller det høflige i stedet for det ærlige.
Eller virkede ligeglad, selvom du indeni var ved at sprænges af længsel, frustration, glæde...
Pauserne er magiske!
Er du nysgerrig på at vide mere og prøve det af på dine egne sange?
>> Se hvornår næste Jazz Vokal Workshop er lige her <<<
