Der findes en anden vej, end tricks i ærmet

Der findes en anden vej,  end tricks i ærmet

Forestil dig, at du synger en sang.

Måske står du alene derhjemme foran nodestativet,  eller i øvelokalet med bandet – eller på en bar en sen nattetime. Det er underordnet.

Prøv så at forestille dig, at når du står dér og synger din sang, har du en fornemmelse af at – ja – kede dig en lille smule. For den rammer dig ikke rigtig.

Du prøver at lave noget fedt, som du tænker kunne lyde godt, imponerende måske endda, men det bider ligesom ikke rigtig fast.

Du har jo sunget den sang så mange gange før, og har da også et par tricks i ærmet, som fanger folks opmærksomhed.
Såkaldte crowd pleasers. De er jo gode nok at have.

Det er bare ikke nok.

For de tænder ikke dig!

Forestil dig så det samme scenarie, hvor du synger, men denne gang formidler du helt simpelt en følelse / historie og du rammer kernen af sangen.

Du kan høre, at din stemme har en helt anden bredde og klang – en ærlighed – og en inderlighed.

Du får gåsehud på armene og er der nogen der lytter med, så bliver de helt stille.

For der sker noget særligt. Du har fået kontakt til sangen.

Du har fået kontakt til dig selv.

Det vilde er, at det ikke har noget som helst med sangen at gøre.

Det handler om noget helt.

Du skal være i stand til at koncentrere dig, samle din energi og være nærværende i det skabende nu.

Kan du det, kan du skabe en fantastisk sangoplevelse for dig selv, og et eventuelt publikum, med en hvilken som helst sang.

Prøv det!
Helt seriøst – på en hvilken som helst sang..

Udfordringen er så, at der er enormt mange ting for kan forstyrre det nærvær og kræve vores opmærksomhed i sangsituationen.

Forstyrrende elementer kan være:

– Sangtekniske udfordringer; Manglende støtte og grounding, spændinger, låst energi (forsøg på at styre)..

– Din hjerne kværner derudaf; Er det godt nok, hvordan ser jeg ud, hvad tænker de andre…

– Udefrakommende faktorer; Ham den højrøstede i baren, kaffemaskinen der larmer, påvirkning fra de andre musikere…

– Forberedelse; Du har ikke lige fået sat dig ind i hvad sangen handler om og hvad du vil med den. Det prøver du at løse i en snæver vending..

Det er forstyrrelser, der kan fjernes.
Allesammen!

Sangteknikken kan du få på plads, stemmen i hovedet kan du lære at slukke for, du kan forberede dig bedre og påvirkningerne udefra kan du lade glide forbi, uden at tage dem ind..
.. når du er i kontakt med dig selv og synger fra dit center.

Her vil du opleve, at du har:

  • Ubekymret ro og styrke i sangerkroppen
  • Energi og flow i din sang, uden at du forcerer eller prøver at styre
  • Overskud til at reagere spontant og musikalsk i det skabende øjeblik
  • Noget på hjerte
  • Frihed i dine fraseringer og improvisation
  • Kontakt til dit sangermod

Når du samler dit sangudtryk i dit center, lover jeg dig, at du kan stoppe den evige jagt på de helt rigtige sange, som passer til dig.

Så kan du synge hvad som helst; stille ballader, numre med gang i, kraftige powersange og inderlige små perler.

For du skaber og synger fra dit center.

Fra dit eget udtryk – ærligt og ufiltreret.

Du skaber fra dig.

Vi du gerne lære at synge fra dit center?

Så vær med d. 6. maj 2018 til Sanger Workshop – læs mere lige her.

Overskud til at nyde øjeblikket – til bare at synge!

Overskud til at nyde øjeblikket – til bare at synge!

Har du tænkt over, hvor overskuddet i din sang er blevet af?
Hvad der stjæler dit fokus når du synger?
Hvor din energi forsvinder hen?
Hvad der forhindrer dig i at være i flow?

Her får du mine 6 bud på hvor du kan sætte ind, for at få mere overskud til at være i flow med din sang.

1) Opnå en stærk sangerkrop gennem gode sangvaner

Du har brug for at have opbygget en stærk og fleksibel sangteknik, at du gennem rutine og erfaring har skabt gode sangvaner. På den måde undgår du, at du hvert eneste øjeblik skal bruge opmærksomhed og kræfter på at sikre, at din støtte fungerer optimalt og at din krop er åben og fleksibel, som den skal være til sang. Din krop skal kende mekanismen udenad, det er det vi kalder ‘muskelhukommelse’. Din krop ved hvad den skal gøre i situationen – i det toneleje, på den vokal, i det register osv. Du ved præcis hvor meget luft og støtte den tone kræver – fordi du har gjort det tilstrækkelig mange gange. Gentagelse er kodeordet her.

2) Kend hele din stemme

Kender du din ambitus, arbejder du ofte ude i afkrogene af din vokale spændvidde og kan du springe ubesværet rundt mellem dine vokale registre med klang alle steder? At have bløde overgange mellem dine registre og kunne glide ubesværet henover registerovergangene er vigtigt for især kvindelige sangere. Ellers bremser det din kreativitet – du undgår måske nogle tonelejer fordi du ved, du ikke kommer så nemt ind og ud af registret. Og det er ærgerligt!

3) Hav dine rytmiske fraser lige ved hånden

Det gælder alle sangere – men særligt jazzsangere skal have en stor palet af rytmer og rytmiske fraser, som vi plukker fra når vi fraserer og improviserer. Det er en stor hjælp hvis du kan se rytmerne for dit indre øje når du bruger dem, at du forestiller dig hvordan du opbygger hele temaet med de rytmiske fraser du vælger at sætte sammen hen ad vejen. Det kræver, at du har trænet de forskellige rytmer så din palette er bred og lige ved hånden når du skal bruge den. Du skal have opbygget et naturligt forhold til ‘swing’ så din rytmiske feel ligger på rygraden og det ikke er dér du bruger din energi.

4) Du kan skabe stemning på et øjeblik

Du ved hvordan du kan formidle et budskab. Du har prøvet utallige gange i din forberedelse at belyse et emne, du har overvejet hvad du vil fremhæve og hvordan du vil gøre det – i store træk. Du har prøvet nogle forskellige muligheder af og fundet frem til de virkemidler som fungerer godt for dig. Det er selvfølgelig ikke ens hver gang. Men du har lagt en stil og du kan hurtigt finde ind til en sangs budskab eller stemning fordi du har været der før. Du kan skabe drama og stemning på et øjeblik og du har arbejdet med fortælleteknik, så du ved hvor du skal gribe for at nå ind til sangens kerne.

5) Slip tankemylder og forstyrrende elementer

Kan du koncentrere dig om opgaven? Har du plantet dig selv som et træ lige dér hvor du står, med rødder ned i jorden og kronen der strækker op? Du skal finde grounding – altså jordforbindelse så du har ro i kroppen. Det kan være sindsygt distraherende hvis kroppen er rastløs og flyvsk. Tankerne skal også være i ro. Du skal finde ind til en kerne i dig selv hvor du kan abstrahere fra udefrakommende forstyrrelser og tankemylder. Det nærvær skal trænes – ligesom alt det andet. Du skal igen og igen opleve at finde ind til den ro og det nærvær, som giver dig plads til at kunne være i flow i øjeblikket.

6) Du ved, at du vil lykkes

Det mest komplicerede, men også vigtigste punkt af dem alle er dette; At du har selvtilliden i orden. Det betyder, at du har tillid til, at du kan løse opgaven. Tillid til, at din støtte vil fungere, at du vil se rytmerne for dig, at du glider ubesværet gennem dine registre, at du opnår en flot klang og at du finder ro og grounding til at arbejde i fred, så at sige. Du er overbevist om – ja, du FORVENTER at det vil lykkes altsammen.

Tillid er ikke noget, der kommer af sig selv. Som du måske læste om i sidste nyhedsbrev, skal vi opbygge tillid ved at opleve gang på gang at vi lykkes med noget. Den positive erfaring gør, at du hele tiden tør flytte på din komfortzone og bliver stærkere og mere modig. Sangermodet er stærk forbundet med sangtilliden. Du får nemlig ikke mere sangtillid af at blive ved med at gøre det, du kan og véd med sikkerhed fungerer. Du får mere sangtillid af at prøve modet af, og vove dig lidt længere ud – fordi du lærer noget nyt og lykkes med det. Er det ikke fantastisk?!

Nu har vi gennemgået de områder der kunne stjæle dit overskud.
Prøv at tjekke med dig selv – kan du genkende din egen situation i noget af det?

* Hvor blev overskuddet af?
* Hvad stjæler dit fokus?
* Hvor forsvinder din energi hen?
* Hvad forhindrer dit flow?

Lad os undersøge det sammen på ‘Flow, Sangermod og Jazztricks’ – tre workshops særligt for jazz vokalister!

Jeg hjælper dig med at pin-pointe hvor ‘hunden ligger begravet’ – og så arbejder vi med at give dig mere overskud på netop det område, så du føler dig mere fri og mærker at du ikke bliver forstyrret i dit flow ved at skulle løse sang-problemer undervejs.

>>> Læs mere om Jazz Vokal Workshops og book din plads her <<<

Se hvad du kan når du er modig

Se hvad du kan når du er modig

I dag vil jeg gerne tale lidt om at være modig.

Næste uge afholder jeg nemlig den første af tre Jazz Vokal Workshops med titlen:
“Sådan bliver du en modigere jazzsangerinde”.

Så selvom du ikke er jazzsanger, og ikke et sekund har overvejet om du skal med på søndag, så hæng lige på alligevel.

Og til dig, som overvejer at tage springet, men endnu ikke har tilmeldt dig;
Her får du kernen af de tre jazz workshops. Det emne vi kommer til at arbejde allermest med og det som i DEN grad rykker for folk.

Nemlig MOD.

Du har garanteret selv oplevet det; At stoppe dig selv før du når at give det et forsøg. I sang eller noget andet nyt du har taget fat på.

Den lille djævel på din skulder siger, at hvis du ikke forsøger – så fejler du jo heller ikke.

For med fejlen kommer risikoen for latterliggørelse og udstødelse af flokken. Det er en urgammel mekanisme i os mennesker.
Den anden årsag, er den stærke tendens i vores tid, at vi skal være perfekte. Forventningerne til os selv er skyhøje helt fra start.

Jeg har talt om det før – både på skrift og med mange af jer til solotimer og workshops.
For jeg kan simpelthen ikke sige det højt nok og ofte nok:

Du kan ikke fejle. Ihvertfald ikke i mit selskab!

Prøv at forestille dig, at du i stedet for at stoppe dig selv, tillader dig selv et forsøg.

Er modig. Giver det et skud og ser hvad der kommer ud.
Risikerer at det er mindre end perfekt.

Hvad ville der ske?
Du ville ihvertfald ikke blive hverken gjort nar af eller udstødt af flokken, vel?

Du skal give dig selv lov til at prøve nye idéer af, uden at dømme dem eller stoppe dig selv inden.

Hvad har det så med jazz at gøre?
Det har ALT med jazz at gøre!

For jazz er improvisatorisk musik. Det betyder, at du hele tiden skal finde nye måder at fortolke musikken på. Nye fraseringer, nye arrangementer og ikke mindst – improvisering.
Musikken skal forblive frisk både for dig selv og for lytteren.

Det er den ultimative ‘mindfulness’ og ‘at være tilstede i nuet’. Man har simpelthen ikke overskud til at koncentrere sig om andet end at skabe – lige nu og her.
Det er det vi kalder kreativt flow.

Men bare rolig – jeg guider dig hele vejen! Du får masser af tricks og redskaber, så du tør tage springet gang på gang på gang…

Det første spring er lige her!