“Mere monitor, tak!”

Din krop som første instrument

Når du får undervisning i sangteknik hos mig, er det altid uden mikrofon. Jeg vil nemlig gerne lære mine elever først og fremmest at bruge kroppens resonans og styrke.

Mikrofonen skal være en forlængelse af din egen lyd. Ikke en erstatning.

Det er vigtigt, at du kan bruge din egen støtte og skabe din egen klang og resonans med din krop. Det afhjælper at du slider på din stemme, men det giver også dit sangudtryk en ærlighed, og giver din stemme noget tyngde, som kommer helt indefra. En naturligt skabt klang – hvor man kan høre kroppen synge. Dét synes jeg er det smukkeste!

Mikrofonen skal gerne forstærke dit eget udtryk. Afhængig af genren, selvfølgelig. Nogle genrer bruger specielle lydeffekter til at skabe et særligt (elektronisk) udtryk. Det er noget andet. Men generelt set vil vi gerne kunne høre din naturlige stemmes klang.

Der kan opstå mange spørgsmål, når man første gang begiver sig op på scenen og får stukket en mikrofon i hånden.

Hvordan skal jeg holde på den? Skal jeg synge lige ind i den, eller holde den ned langs brystkassen så folk kan se mit ansigt? Kan publikum høre mig (selvom jeg ikke kan høre mig selv)? Hvor kraftigt skal jeg synge og hvor tæt på munden skal jeg holde mikrofonen?

Når du ikke kan høre dig selv

Snakken går lystigt, folk er småfulde og højrøstede – de hygger sig! Oppe i baren bliver der skramlet med flasker og råbt ordrer henover disken. Og du står oppe på scenen med musikerne og vil gerne trænge igennem lydmuren med en sang. Der er sat et par højtalere op. Måske er der blevet lavet lyd på mikrofonen – måske ikke. Den er da tændt. Du synger din sang og bagefter er du lettet over at det gik okay, selvom du ikke kunne høre dig selv oppe på scenen.

Måske en smule sat på spidsen. Men det er meget ofte sådan, vi sangere oplever det at synge en enkelt sang for et publikum.

Lidt noget andet end at synge derhjemme eller til sangtimerne, ikke?!

For det første er det jo skønt hvis der på forhånd er en kærlig sjæl, der har lavet lyd på mikrofonen, så den passer nogenlunde til alle sangere.

Men hver fugl synger med sit næb.. Sangere kommer med hvert deres røst; nogle har en dyb klang, nogle spinkle, nogle luftige, nogle kraftige, nogle skarpe.

Ideelt set skal lyden laves om til hver sanger. Det kan man bare ikke i praksis på sådan en aften. Med mindre der sidder en lydmand klar ved tasterne.

Derfor må du kende din stemme og rette ind – i forhold til gennemsnittet. Hvordan er du som sanger? Hvordan er din klang? Synger du stille eller kraftigt? Det korrigerer du efter når du går på scenen.

Men først og fremmest skal du have fokus på din krop! Ikke synge for kraftigt fordi du ikke har en monitor for fødderne, som sender din sang tilbage til dig. Tjek scenen ud – og se, om der er en person der kan regulere lyden når du starter ud – så ihvertfald styrken passer til dig. Det er så fristende at komme til at kompensere for mikrofonens mangler! Både i volume og klang. Men det slider på din stemme og udtrykket bliver forceret og anstrengt at høre på.

Der er hjælp at hente

Det handler, ligesom med alt andet, ganske enkelt om erfaring. Jo flere gange du prøver det, jo bedre bliver du.

Men der er også et par grundregler og simple tricks, som jeg gerne vil vise dig.

Derfor har jeg lavet den helt nye SPOTLIGHT AFTEN. Der er to her i foråret ’17. Den første har temaet ‘mikrofonteknik’, hvor jeg gennemgår de mest almindelige tvivl og fejltagelser for sangere, der er nye til dét at synge i mikrofon. Det foregår i trygge rammer, for en mindre lukket gruppe deltagere, og jeg håber, at der bliver tid til også at lege lidt med de forskellige effekter man kan justere på. Derudover er der fælles opvarmning og generalprøve inden de andre deltagere og gæster bliver lukket ind.

Så lad os få de basale spørgsmål omkring mikrofonteknik på plads hos dig, så du er godt rustet til åben scene!