Har du styr på din sangerkrop

Har du styr på din sangerkrop

.. og hvad betyder det egentlig – det med ‘Sangerkroppen’?

Sangerkroppen er en stærk, fleksibel og åben krop, hvor du har kontakt til din vejrtrækning, dine støttemuskler, er grounded og er i stand til at lade energien strømme når du synger.

Du skal lære de rigtige muskler at kende, have god kontakt til dem – men du skal også have koncentration, fokus og ‘airflow’.

Når du lærer at bruge din vejrtrækning rigtigt til sang ved at bruge mellemgulvet, vil du mærke, at sang bare er en udvidelse af tale. Det er præcis det samme vi gør – det kræver bare ofte mere luft og udholdenhed, fordi opgaven er større. Sætningerne er f.eks. længere, og vi kan ikke altid tage en vejrtrækning lige dér, hvor vi har brug for den.

Du bruger altså også støtten når du taler, men er måske ikke så bevidst om det.

Du mærker det stærkest når du synger, netop fordi du er underlagt musikken; sætningerne og de lange toner. Det kræver mere af din støtte.

Støtte er at bære stemmen med din luft. Du holder luften inde i dig, så det ikke bare blæser ud og forsvinder.
Støtte er at økonomisere med din luft, så du altid har nok – og gerne lidt til overs.
Og støtte er at kunne spænde de rigtige muskler når du f.eks. gerne vil synge meget kraftigt.

Har du lagt mærke til at det hele foregår nede i kroppen indtil videre?

Vi taler om sang – men det allervigtigste arbejde foregår omkring badebæltet.
Ihvertfald i starten.

Når du så har styr på din vejrtrækning og støtte, kan du arbejde med din klang.

For at få mere klang skal du kunne økonomisere med luften (og det har du jo lige lært! 😉
Derefter skal du kunne sende luften de steder hen i hovedet, hvor du får mest klang for indsatsen. Altså groft sagt – få tonen til at ‘runge’ inde i hovedet.
Ja, det er ligesom når man synger ude på badeværelset!
Og nej – det er IKKE kun klassiske sangere, der arbejder med klang. Det gør vi rytmiske sangere også.

Du får den smukkeste klang når du har lært at slappe af i dine muskler, og kun bruger lige præcis den spænding som opgaven kræver.

Det er en balancegang som kræver bevidsthed – og ja, erfaring.

Der er nemlig forskel på at spænde muskler og at sende energi afsted, og mange mennesker spænder i stedet for at bruge energi – det jeg kalder ‘airflow’.

Der er altså nok at gå i gang med..
Alt det her vil jeg SÅ gerne vise dig i praksis!
I efterårsferien får du chancen for at være med på tre intense workshopdage, hvor et af emnerne netop bliver ‘sangerkroppen’.

3 virkelig gode grunde til at parafrasere

3 virkelig gode grunde til at parafrasere

Ved du hvad definitionen på jazz er?

På konservatoriet fik vi i faget ‘Jazz History’ at vide, at musik er kategoriseret som jazz, hvis det indeholder swing og improvisation. Det mener jeg egentlig stadig gælder, selvom der er jazz som ikke direkte swinger, fordi det har fusioneret med andre genrer. Ihvertfald kan man sige, at hvis man spiller jazz bør man mestre de to elementer.

Swing er helt konkret at ottendedelene er trioliserede. Ved at binde de første to trioler sammen, får du en punkteret ottendedel – altså bliver ottendedelene ikke lige lange – du får en lang og så en kort.

Er du med så langt?

Det er egentlig simpel matematik – rytme altså. Det kan forklares, tegnes og indlæres.

Men hvis du skal lære at swinge skal du mærke det i kroppen – ikke kun forstå det med din forstand.

Den anden definition af jazz er improvisation. Altså at man maler udenfor stregerne. Du synger ikke præcist som det er skrevet.
Selvfølgelig er der regler for og måder hvorpå du kan lære at improvisere. Du skal jo ikke bare ‘finde på noget’. Det skal være i sammenhæng med det, du improviserer over – nemlig akkorderne.

Som jazzsanger er den mest konkrete vej til improvisation at starte med at parafrasere.

Jeg skelner nemlig mellem at parafrasere og improvisere.

Og hvad er så det for noget?

At parafrasere betyder, at du synger temaet med tekst – men laver om på melodien, rytmerne og flytter fraserne. Det gør vi primært for at det swinger bedre. Melodierne vi synger fra The American Songbook er jo skrevet helt tilbage til 1920’erne og de trænger bare til et løft.

At improvisere betyder, at vi synger frit over akkorderne fra temaet, men bestemmer selv hvad vi vil synge. Den form for sang kalder vi også ‘scat‘. Altså uden melodien, uden teksten – vi finder selv på det hele.

Så at improvisere er meget mere frit end at parafrasere.

Samtidig kan du også parafrasere så meget at den originale melodi helt forsvinder – som Betty Carter gjorde sent i sin lange karriere.

De tre allervigtigste grunde til, at du skal parafrasere de jazzstandards du synger er:

– fordi de er blevet sunget ca. 100 milliarder gange før.
– fordi det er skidesjovt!
– fordi du skal være original, og give os DIN helt egen version af sangen.

(Næste gang er din helt egen unikke version af sangen for øvrigt en anden, forhåbentlig. Du laver nemlig ikke én ny version af sangen, men skaber en pallet af muligheder for dig selv at vælge imellem hver gang du synger sangen.)

Det er ligesom et puslespil der skal gå op.

Imens du parafraserer tænker du:

“Hvis jeg løfter melodien her, så skal jeg lige ned omkring længere henne… Og hvis jeg synger fjerdedelstrioler dér, og så gentager dem i næste frase, så bliver lytteren overrasket og vil føle sig taget ved næsen, når jeg så ikke gentager i tredje frase, men gør noget helt andet rytmisk.”

Vi vil nemlig gerne regne mønsteret ud.Vores hjerne fungerer sådan, at der primært er det vi kan kalde ‘genkendelsens glæde’. At vi har regnet den ud. Vi kan forudsige hvad der kommer.

Samtidig bliver vores hjerne glad når den bliver snydt, og der kommer noget andet end den forventede. Så bliver den udfordret, og vil prøve at regne ud hvilket mønster du så er ved at skabe.

Så vores opgave – som parafraserende og improviserende jazzsangere – er at lave mønstre, som lytteren får lyst til at følge og prøve at regne ud. En labyrint af rytmer og melodier, som lytteren skal finde vej igennem.

Når jeg selv parafraserer og begynder en frase, ved jeg ikke hvor den tager mig hen. Jeg følger min musikalske intuition og med hjælp fra de redskaber jeg har på rygraden, vælger jeg i øjeblikkets splitsekund hvilken vej jeg vil gå.

Jeg skal turde følge min spontanitet og stole på, at jeg har erfaring nok til at nå i mål med min frase.
Men det vil jeg tale mere om en anden dag…

Tilmeld dig Jazz Vokal Workshops, hvis du synes det her lyder spændende.
Den første af tre workshops er allerede om 2 uger og pladserne er ved at blive besat.

På de tre workshops får du de helt konkrete redskaber du skal bruge, når du parafraserer temaet (melodien), og du lærer at give slip og følge din musikalske intuition.

Du skal IKKE kunne det hele allerede!

Du skal bare være glad for at synge jazz, og have lyst til at åbne op for nye måder at synge dine sange på!
Så tager vi den sammen videre derfra.

Et slag for processen

Et slag for processen

Er du modig?

Jeg vil gerne påstå, at det er de små forsigtige skridt vi tager i hverdagen, der gør os mere robuste og modige.

At turde træde et skridt frem når udfordringer melder sig – det er sundt! Når vi vover os ud i noget, som for andre kan virke banalt og legende let, men som for os selv er ukendt land, hvor vi må tage tilløb – så bliver vi ganske enkelt bedre til det at vove.

Vi er generelt ikke modige nok.

Med mod, mener jeg ikke handlekraft eller styrke. Jeg taler ikke om at være rapkæftet eller at kunne løbe en maraton. Jeg taler om det at turde satse sig selv. Være den vi er, gøre det der glæder os – også det vi måske ikke er allerskrappest til. Jeg taler om at turde være sårbar.

Ballet – mig?

Har jeg fortalt dig om dengang jeg startede på kons. i Holland og fik faget ‘Ballet for sangere’?

Idéen var at gøre os sangere mere kropsbevidste på en scene og bedre til at udtrykke os fysisk.
Guderne skal vide, at det ikke var noget kønt syn. Fem bløde (!!) uerfarne ‘dansere’ i spring skråt over gulvet. Ser du det for dig? :o)

Men det var faktisk skideskægt! Og en meget stor udfordring for mit selvbillede og mit ego. Det er jo ikke dér jeg har mine kompetencer. Ærligt talt, så krævede det mod af mig hver uge at møde op til den time.

Trods mange år som folkedanser – balletdanser bliver jeg vist aldrig!
Men det var jo heller ikke målet.

Målet var at blive bedre – fra mit udgangspunkt. Og med en forventning om at kunne bruge det i det omfang jeg havde behovet.

Netop i disse dage drøner de glade unge studenter rundt i åbne lastbiler og fejrer deres 12-taller. Og samtidig hører man i medierne om forventningspres og stress hos studerende. Og vi voksne er ikke bedre. Vi stiller store krav til os selv. Vi skal præstere både i privatlivet og på jobbet.

Men i al denne stræben efter at opnå noget, kan vi godt glemme glæden ved bare at gøre. Uden at ville vinde eller være bedst – men blot fordi det interesserer os, og gør os glade.

Så jeg vil gerne slå et slag for processen!

Tør du vove dig ud i noget, som du ikke kan vinde i?
Tør du vove dig ud i noget, du ikke nødvendigvis er god til?
Tør du fejle, trække på skuldrene og smilebåndet – og prøve igen?
Tør du være sårbar?

Den eneste forventning du vil møde, er at du gør dig umage.

Måske kender du bogen af Don Miguel Ruiz: “De fire leveregler”. Et af levereglerne lyder: Gør altid dit bedste. Han forklarer, at ‘dit bedste’ er variabelt. Dit bedste i dag er ikke det samme som det, du kan præstere i morgen. Og skal ikke sammenlignes. Du skal bare altid gør dit bedste under omstændighederne.

Så er du tilstede i processen og så kommer udviklingen helt af sig selv!